Ja tak. Men lad os nu også lige se detaljerne, før vi jubler og tror på, at det virker.
Det er i korte træk konklusionen, efter at EU-landenes stats- og regeringschefer torsdag aften i små fire timer har givet deres mening til kende om EU-Kommissionens forslag om at bygge en ny investeringsfond med 2350 milliarder kroner.
Ritzau erfarer, at alle lederne tog godt imod den overordnede idé om en fond, der skal sætte gang i vækst og beskæftigelse.
Merkel udtalte skepsis
Men især den tyske forbundskansler, Angela Merkel, luftede sin skepsis over for flere elementer i planen. Og det er også især hende, der har fået skrevet ekstra livrem og seler ind i topmødets konklusioner.
De tyske ændringer i teksten sigter mod at sikre, at Den Europæiske Investeringsbank kommer til at spille den afgørende rolle i fondens drift, samt at der ikke ad bagdøren bliver slækket for meget på tøjlerne i EU's eksisterende budgetregler.
Tyskland på den ene side og Italien-Frankrig på den anden har i mange måneder været uenige om, i hvor høj grad lande kan slippe for at blive straffet for budgetunderskud, hvis bare de har brugt pengene på at skabe job og vækst.
Forbehold i teksten
Linjen fra den tyske forbundskansler har hele tiden været, at der allerede er bygget tilstrækkelig fleksibilitet ind i reglerne i Stabilitets- og Vækstpagten. Ergo skal pagten ikke skrives om.
Det er i grove træk den samme tolkning, der er skrevet ind i topmødeteksten.
Lederne "noterer sig", at kommissionen har i sinde at "være velvilligt indstillet" over for lande, der vil skyde penge i den nye investeringsfond. Men det bliver også understreget, at det "nødvendigvis skal ske i overensstemmelse med den fleksibilitet", der er i de eksisterende regler.
/ritzau/