Coronavirus har betydet, at mange familier ikke har haft mulighed for at se og besøge deres nærmeste, især ikke, hvis de befandt sig på et andet kontinent, da coronavirusset tvang flyene til at blive på jorden.
Det gjaldt også familien Ballestero fra Argentina.
Mens argentinske Juan Manuel Ballestero opholdt sig på den lille portugisiske ø Porto Santo tilbage i marts, var hans på det tidspunkt 89-årige far Carlos Alberto Ballestero hjemme i byen Mar del Plata i Argentina.
De fleste havde nok sat sig tilbage i sofaen og tændt computeren for at komme i kontakt med faren, men det var ikke nok for Juan Manuel Ballestero. I stedet satte han sejl – bogstavelig talt.
Få dage efter, at Argentina lukkede for flytrafikken, valgte han nemlig at stævne ud fra Porto Santo i sin lille sejlbåd Skua med direkte kurs mod hjemlandet Argentina på den anden side af Atlanterhavet. En tur, der endte med at tage 85 dage og presse sønnen Juan Manuel til det yderste.
Det skriver New York Times.
Blev forsøgt talt fra det
47-årige Juan Manuel pakkede sin 29-fod lange sejlbåd 'Skua' med dåsetun, ris og frugt og satte sejl mod vest i midten af marts måned.
- Jeg ville ikke blive på en ø uden coronasmittede som en kujon. Jeg ville gøre alt for at komme hjem. Det vigtigste for mig var at være sammen med min familie, siger han til New York Times.
En tur over Atlanten på omkring 9.000 kilometer i fugleflugt i en 29-fods sejlbåd er dog langt fra uden risiko, så både myndighederne i Portugal og venner forsøgte at tale ham fra at tage afsted.
Portugal gjorde det klart, at han kunne risikere ikke at blive lukket ind i landet igen, hvis han måtte vende om.
Juan Manuel er til daglig sømand, og han stammer fra en sømandsfamilie, som godt vidste, at de ikke kunne holde ham på land.
- Usikkerheden i ikke at vide, hvor han var i omkring 50 dage, var hård. Men vi var ikke i tvivl om, at det ville ende lykkeligt, fortæller faren Carlos Alberto Ballestero.
Ville ikke lade ham lægge til
For sejlende over Atlanterhavet er Kap Verde ud for Senegals kyst et vigtigt pit-stop. Den 12. april, hvor corona-pandemien rasede i hele verden, nåede Juan Manuel til øgruppen.
Myndighederne ville dog ikke lade ham lægge til land, så han kunne tanke mere proviant og brændstof. Derfor måtte han sætte sin lid til vinden, erfaringen og de dåser tun og ris, han allerede havde med sig fra Porto Santo.
Hans far er gammel fisker, så Juan Manuel har været ombord på både, siden han var tre år gammel. Han har sejlet i hele verden fra Hawaii til Alaska til Sri Lanka.
Undervejs har han blandt andet sat sporingsudstyr på havskildpadder og hvaler og arbejdet som kaptajn for rige europæere.
- Jeg var ikke bange, men jeg var betænkelig. Det var meget underligt at sejle i midten af en pandemi, mens menneskeheden vaklede omkring mig, fortæller Juan Manuel.
Undervejs på den lange tur ramte ensomheden ham da også. Han var på mange måder i karantæne ligesom mange andre verden over – bare midt ude i ingenting.
- Jeg var låst fast i min egen frihed, siger han.
Her ankommer Juan Juan Manuel Ballestero til Mar del Plata i Argentina.
Gud og dyr blev redning
Det var ikke kun brændstof og mad, han havde med ombord. Han havde også fundet plads til nogle flasker whiskey. Og i takt med at hans ensomhed og angst voksede, blev flaskerne tømt. Det gjorde dog intet godt for angsten, hvorfor han i stedet for at se ned i flasken så mod Gud.
Det var dog ikke kun Gud, der gav ham vind i sejlene. Han fandt også trøst i en flok delfiner, der fulgte ham i perioder undervejs på den lange sejlads.
Én dag, hvor han havde drukket tæt, fik han også følgeskab af en stor fugl. Det viste sig at være en kjove (Skua på engelsk, red.), som hans båd er opkaldt efter.
- Det var ligesom, at den sagde til mig, at jeg ikke måtte give op, men skulle fortsætte, siger han.
Og det gjorde han, selvom han blev ramt af flere udfordringer. Da han nærmede sig Sydamerika blev han ramt af en bølge, der var så voldsom, at han måtte gøre et pit-stop i den brasilianske kystby Vitória. Stoppet gjorde hans rejse ti dage længere end forventet.
Den 17. juni nåede han dog endelig frem til havnen i Mar del Plata, hvor hans far havde lært ham at sejle. Efter en coronatest, der efter tre dage viste sig at være negativ, kunne han efter 85 dage på havet endelig sætte fødderne på argentinsk landjord og give familien et kram.
Han nåede ikke hjem til faderens 90-års fødselsdag, men far og søn kunne fejre fars dag sammen.
- Det, jeg gennemgik, var som en drøm. Men jeg har et stærkt ønske om at blive ved med at sejle, siger Juan Manuel.