Journalister dræbt i Libanon: 'Flyene vækkede os, og så hørte vi to missiler'

Øjenvidner kalder Israels angreb på område med journalister for overlagt, mens Libanons regering mener, det er en krigsforbrydelse. Tre blev dræbt.

Tre journalister blev dræbt under et israelsk luftangreb angreb på en række bygninger i det sydlige Libanon i nat. Området var kendt for at huse mediefolk. Dansk Journalistforbund fordømmer angrebet. (Foto: © Stringer, Stringer/picture-alliance/dpa/AP Images)

Tre journalister blev dræbt i et israelsk luftangreb på en bygning i det sydøstlige Libanon natten til i dag, oplyser Libanons statslige nyhedsbureau.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Ifølge nyhedsbureauet arbejdede to af de dræbte mediefolk for den proiranske, libanesiske tv-kanal al-Mayadeen, mens den tredje arbejdede for Hizbollah-tv-kanalen al-Manar.

Mediefolkene lå og sov i hytter i det sydlige Libanon, sammen med journalister og fotografer fra flere andre medier.

- Vi hørte et fly, der fløj meget lavt. Det vækkede os, og så hørte vi to missiler, siger Muhammad Farhat, der er journalist ved den uafhængige libanesiske tv-station Al-Jadeed, til Reuters.

Han forklarer, at flere bygninger blev ramt ved angrebet, som også gik ud over en række biler, hvor der stod presse på.

Øjenvidne fortæller, at der stod flere biler mærket med Press i gården ved de bygninger, som Israel angreb i nat. Tre journalister blev dræbt ved angrebet. (Foto: © -, Ritzau Scanpix)

Området var kendt for at huse journalister

Luftangrebet ramte en række bygninger i det sydlige Hasbaiyya-område.

Britiske BBC har talt med journalist Youmna Fawwaz fra tv-stationen MTV Lebanon, som var til stede under angrebet.

Hun fortæller, at hun vågnede, da loftet faldt ned i den bygning, hun opholdt sig i, og at de var omgivet af murbrokker og støv med lyden af kampfly over hovedet.

Ifølge Youmna Fawwaz har mange nyhedsmedier deres egen bygning i området. Den bygning, der husede Al Mayadeen-reporterne, blev udslettet, fortæller hun.

Ifølge journalisten vidste både Israel og Hizbollah, at området er kendt for at huse pressen.

- Luftangrebet blev udført med vilje. Alle vidste, at vi var der. Alle biler var mærket som presse og tv. Vi fik ikke en gang en advarsel om angrebet, siger Youmna Fawwaz til BBC.

Libanon kalder angrebet for en krigsforbrydelse

Libanons informationsminister, Ziad Makary, kalder angrebet for en "krigsforbrydelse" og anklager Israel for at vente på, at journalisterne sov, før angrebet blev udført.

Det skriver han på det sociale medie X.

Herhjemme fordømmer formanden for Dansk journalistforbund Tine Johansen også nattens angreb.

- Israel går efter budbringeren, "når de går efter pressevesten", og krigen har kostet over 128 journalister livet.

Dansk Journalistforbund opfordrer sammen med flere andre journalistforbund EU til at gribe ind i konflikten og få undersøgt nattens angreb.

- Pressen er aldrig et legitimt mål. Bare fordi man ikke er enig med Hizbollah, betyder det ikke, at de bliver et legitimt mål, siger Tine Johansen.

Israel har ikke kommenteret på situationen.