Journalist: Terrorister er groet fast i nogle af Belgiens indvandrerkommuner

Politikens korrespondent i Bruxelles tror, at terrorangrebet får mange til at overveje, om de vil blive boende i Belgien.

- Det er ligesom en film, hvor billedet bliver frosset. Ingenting er normalt, alt det, man kender, er ikke det, man kender mere. Det er virkelig skræmmende.

Sådan siger Thomas Lauritzen, der er Politikens europaredaktør og bosat i Bruxelles, oven på dagens terrorangreb i den belgiske hovedstad.

To eksplosioner i Zaventem-lufthavnen og en eksplosion i metroen ved Maelbeek har dræbt mindst 13 personer og såret 35, lyder de seneste officielle meldinger.

Thomas Lauritzen forklarer, at terrorangrebet blot er kulminationen på en tilstand, der har varet længe. Siden angrebet i Paris i november har store dele af Bruxelles været lukket ned. Der har været militær på gaden, og skudepisoder med terrorister har foregået midt inde i byen:

- Men nu er der virkelig en fornemmelse af kollektiv angst. Der har været en fornemmelse af, at det var et spørgsmål om tid, siger han.

- Jeg tror, det her er dråben for mange. Man overvejer, om det er værd at bo her. Om man kan bringe sig selv og sin familie i sikkerhed et andet sted. Men så går det op for én, at der er jo ingen steder er, der er sikre, siger han.

Ekstremister har udviklet sig til terrorceller

Thomas Lauritzen synes, det er svært at sige, hvorfor det netop er i Belgien, at situationen er så anspændt. Men han mener blandt andet, det kan skyldes, at landet ligger så centralt i Europa:

- Herudover har Belgien en utrolig stor befolkning af marokkanske indvandrere. Desværre var de fleste fra angrebet i Paris belgiske marokkanere fra Bruxelles.

- Der har udviklet sig en hård kerne af ekstremister og kriminelle, der nu har udviklet sig til terrorceller. Langt de fleste - også i indvandrerkvarterene - er selvfølgelig helt normale mennesker. Men det er åbenbart lykkes de her miljøer at gro sig fast i nogle af indvandrerkommunerne.

Se interviewet med Thomas Lauritzen i videoen over artiklen.

https://www.facebook.com/DRNyheder/videos/1143965785653944/