Hjulene fra skateboardet skurrer henover den fløjlsbløde beton. Hendes mundvige vender opad i et smil.
Hun stopper op og vender en tommelfinger opad til kameraet.
Det er bare et par uger siden, at Sabah på ni år kom med sin familie til Qudsaya. En lille by uden for Syriens hovedstad, Damaskus. Her er hun flyttet ind i et værelse i et hus sammen med sin mor, far og to brødre på fire og 13 år.
De er de sidste af familien, der stadig er i live. De er ligesom mange andre familier i Syrien flygtet fra kampe andre steder i landet.
Da de flyttede ind i Qudsaya for et par måneder siden, lå familiens lille hjem op til en plads opdelt i plateauer og belagt med sten. Nu er de naboer til landets første skatepark.
Danske Joshua Fabrin ankommer til Qudsaya kort efter den lille familie i marts. Han er rejst fra København til Beirut og videre ind i Syrien for at bygge netop den skatepark. Præcis som han har gjort det flere steder i Danmark, på Vestbredden, i Maldiverne og i Irak – for bare at nævne et par steder.
Mens krigen stadig raser i nogle dele af landet, har der i Qudsaya været ro på i noget, der efterhånden ligner tre år. Byen har ikke været så hårdt ramt som andre dele af landet, men befolkningen i byen består primært af syrere, der er flygtet fra andre dele af landet.
De, der har boet i byen, har alligevel oplevet krigen på egen krop.
De har mærket belejring, hvor der ikke kommer fødevarer ind i byen.
De har hørt og set bomberne falde fra luften, og skudhuller i mure står stadig som beviser på den krig, der har kostet hundredtusinder af mennesker livet og drevet mere end halvdelen af landets befolkning på flugt.
Qudsaya i Syrien er det sted i verden, den 31-årige københavner har set det mest udtalte behov for at skabe noget for og sammen med børn og unge.
- Der er ikke noget for de unge her, fortæller Joshua over telefonen, mens han er i Syrien.
- Der er en stor bakke lige ved siden af skateparken, og så er der 10-12 bygninger, der er bombet halvt i stykker. Der render de rundt oppe på tagene og kaster med sten. Det er det, de laver, fortæller han.
’Der er ligesom andet i livet end at læse i en bog’
Lige ved siden af pladsen, hvor skateparken bliver bygget, ligger der to skoler, hvor omkring 5.000 elever bliver undervist. Lidt udenfor byen har SOS en børneby, hvor der bor flere hundreder børn, der er blevet forældreløse i løbet af krigen.
Skolegang er ellers ikke en selvfølge i Syrien, hvor flere end to millioner børn ikke går i skole, og hvor en ud af tre skoler er ødelagt eller bliver brugt til noget andet. De bliver for eksempel brugt til at give flygtninge tag over hovedet eller som en slags militærbaser.
Derfor kunne det også være nærliggende at rejse fra København til Syrien med en masse skolebøger, kladdehæfter og blyanter.
- Men der er ligesom også andet i livet end at sidde og læse i en bog, siger Joshua Fabrin.
- For os er det næsten mere relevant, at børnene og de unge også kan være lidt aktive og mødes på kryds og tværs, fortsætter han.
Skolegangen i Qudsaya er da heller ikke, som vi kender den fra danske skoler. Fra byggepladsen kan Joshua Fabrin og hans kollegaer følge med i, hvad der foregår i skolegården. Hver morgen starter med morgensang i en halv time, hvor børnene går rundt med store billeder af landets præsident, Bashar al-Assad, mens der blæser en fanfare ud af højtalerne.
- Når skoletimerne er slut, har de ikke noget at lave. Overhovedet. Så render de bare rundt og laver ballade. De har jo krudt i røven, ligesom vi har herhjemme.
Den langvarige krig betyder, at fire millioner børn i Syrien er født ind i krigen og aldrig har kendt andet end krig. Det gælder også i Qudsaya, der blev tilbageerobret af regimet for flere år siden.
’De måbede jo bare’
Joshua og hans kammerater går i gang med arbejdet, allerede dagen efter de er nået frem til Qudsaya. Der bliver tændt for anlægget, og musikken flyder ud på hele pladsen.
Børn, mænd, kvinder med tørklæde om håret giver en hånd med for at få fjernet stenene, der ligger på pladsen.
Børnene ved ikke helt, hvad der skal ske, men så snart de er færdige eller har en pause i skolen, stimler de sammen om Joshua og de andre, der er i fuld gang med arbejdet med Syriens første skatepark.
- De måbede jo bare, da vi kom og begyndte at rive det op. Fra starten insisterede jeg helt vildt på, at børnene skulle være med. De skal være med til det her og føle, at de er med til at gøre det her. Det er helt klart en stor del af det, vi gør.
- Det er også noget af det, vi har lært i skating. Det er, at alle kan være med. Små børn kan være med. Piger kan være med. Selvfølgelig kan de være med. Der var voksne damer med slør, der lå og lavede beton.
Efter stenene er blevet fjernet fra pladsen begynder selve konstruktionen af skateparken.
Der bliver gravet ud, der bliver lavet hældninger, små bakker og andre buer i et metalnet. Ovenpå det bliver der lagt beton, der bliver glattet helt ud og pudset op, så de firhjulede brædder kan køre gnidningsfrit henover det grå underlag.
Parken bliver til i samarbejde med Joshua Fabrins organisation Wonders Around The World og er finansieret af SOS Børnebyerne og den tyske organisation Skateaid.
Det tager et par uger, før der står en færdig skatepark, hvor børnene vrimler til og mere eller mindre frygtløst stiller sig op på brættet og kører ned ad betonens hvælvinger.
Selv en lokal høne, der er blevet placeret på et skateboard af to drenge, der skubber det mellem sig, får lov at prøve kræfter med betonen.
Ingen kæft, trit og retning
Livet på et skateboard står for de fleste i skærende kontrast til den disciplin, som børn skal møde op med i skolen.
Der er ikke en lærer, der siger, hvordan en opgave skal løses. Der er ikke et fast mødetidspunkt for træning, som der er til fodbold, hvor en træner udtager et hold, der spiller – og udpeger dem, der sidder på bænken.
- Du kan sætte dig selv nogle mål, der hedder, at du vil hoppe ud over den trappe her, og det tør du måske ikke helt, forklarer Joshua.
Det er en varm junidag, og Joshua er hjemme i København, før han rejser ud i verden igen. I mellemtiden har han været i irakisk Kurdistan for at udvide en skatepark, han byggede sidste år.
Nu sidder han i skateparken i Fælledparken og peger på en gut, der er ved at hoppe ud over en trappe med sit board. Skateren tøver lidt, og landingen bliver sketchy, så han falder for foden af trappen.
Han samler sig selv og sit board op for at give det et skud mere.
- Men så kan det være, at det lykkes, når han har prøvet lidt mere. Og så viser han sig selv, at han har en eller anden power. Hvis du spørger mig, så er en meget vigtig del af livet, at du presser dig selv mod farer. Og det, at de lærer og mestrer noget, er egentlig stort, siger Joshua.
Joshua selv skiftede fodbold på højt plan ud med skateboarding, da han var yngre.
- Jeg har aldrig følt sådan en frihed før i hele mit liv, siger han og fortsætter:
- Du kommer bare her, og der er andre mennesker. Der er unge, gamle, piger. Folk af alle hudfarver. Der findes ikke diskrimination i skateboarding. Har du et skateboard, er du cool. Det er ligemeget, hvor god du er. Det er ikke det, det handler om.
Og selvom skateboarding ikke er en holdsport, så opstår der en særlig ånd, når du kaster dig ud på brættet med de fire hjul. Og det er den ånd, der er så vigtig for Joshua.
- Der er ikke tid til at tænke over, om du er homoseksuel, om du kommer fra Sudan eller Grønland eller whatever. Der er ikke nogen vægtklasse. Der er ikke en liga. Der er ikke nogen, der bliver sat på bænken. Alle er ligesom med her.
- Særligt i Mellemøsten er der vildt mange piger med. De ser også en enorm mulighed i bare at kunne hygge sig, møde andre mennesker og gøre, hvad de vil.
Skateboarding kan ikke løse alle verdens problemer
Konsekvenserne af den udmagrende krig er på mange måder til at tage at føle på i Qudsaya. Joshua forklarer, hvordan der ser ud ved siden af skateparken. Der er en mur med 25 skudhuller ved siden af et vindue.
Hver eneste butik i byen er gennemhullet af skudhuller og bombesplinter.
- Der er lige et par timer om dagen, hvor der er strøm. Der er heller ikke noget benzin, og ingen apps på telefonen virker. Der er ikke en skid, der virker, fortsætter han.
Netop i et område, hvor næsten alt er en mangelvare, giver det for Joshua mening at bygge lige præcis en skatepark. Også selvom det har krævet i omegnen af 100 ton beton af støbe parken.
- Men beton kan du af en eller anden grund få fat i, lige meget hvor du er.
- Med fodbold skal du have nye støvler og udstyr. På en fodboldbane skal græsset slås, der skal være trænere, der skal males streger op, der er et klubhus og titusind ting. Hvis der ligger et eller andet i en skatepark, så man ikke kan skate der, så må man tage en skovl og få fejet det væk.
Naturligvis kræver det et skateboard for at kunne skate. Joshua og hans hold havde 30 boards med i hånden, da de rejste fra København.
Den tyske organisation Skateaid sørger så for, at der bliver leveret skateboards og andet grej til børnene i Syrien.
Og Joshua er godt klar over, at skateparken i Qudsaya kan synes som en dråbe i havet for Syriens børn.
- Men målet er helt klart at gøre dem selvstændige. Vi tænker jo heller ikke, at skateboarding kan løse alle verdens problemer. Men det har hjulpet en masse af os helt gevaldigt, så vi føler, at det er her, vi bedst kan give tilbage til verden, siger han.