Det var til tonerne af rockguitar, at Boris Johnson kom på scenen for at holde sin sejrstale for kort tid siden.
Han står i spidsen for en overbevisende sejr til De Konservative - efter en kampagne under slagordet 'Let's get brexit done' - lad os få brexit gennemført.
Og med det nye absolutte flertal i Parlamentet, kan De Konservative nu få deres brexit-aftale igennem.
- Din stemme er blevet hørt. Vi politikere har skændtes og skændtes over, at vi skændtes, og jeg vil sætte en stopper for al den larm og få gennemført brexit den 31. januar, siger han i sin tale og lover:
- Ingen hvis'er, ingen men'er og ingen måske'er.
Kun til låns
Boris Johnson fortsætter med at takke alle dem, der har stemt på De Konservative og fremhævede især de nye vælgere og tvivlerne.
- Jeg har en besked til alle jer, der har stemt på os. I har måske kun lånt os jeres stemme, måske ser I ikke jer selv som en sand konservativ. Måske har din hånd skælvet over stemmesedlen, før du satte dit kryds.
- Hvis det er tilfældet, så er jeg ydmyg over, at du har givet os og mig din støtte. Jeg og vi vil aldrig tage din støtte for givet, siger premierministeren til store klapsalver.
Premierministerens parti har vundet flere end 326 valgkredse, og har derfor flere end halvdelen af mandaterne i Underhuset.
Holder prognoserne for det samlede resultat kan det blive De Konservatives bedste valg siden 1980'erne, hvor premierministeren hed Margaret Thatcher.
Hun skaffede De Konservative 397 mandater ved valget i 1983 og 376 ved valget i 1987.
Det bemærker Boris Johnson også i sin tale.
- Det var, bogstaveligt talt kan jeg se, når jeg kigger rundt, før mange af jer blev født.
Tid til morgenmad
De Konservatives helt store valgløfte - ud over at få gennemført brexit - har været at styrke det britiske sundhedssystem (NHS).
Boris Johnson gentager i sin tale, at han vil sørge for 50.000 nye sygeplejersker og 40 nye hospitaler.
Flere faktatjek-organisationer har dog peget på, at dette ikke er faktuelt korrekt. Blandt andet, fordi 19.000 af sygeplejerskerne allerede er der. Derudover er der ikke afsat penge til så mange nye hospitaler.
- Vi må rejse os til udfordringen og forventningerne, siger Johnson, der kalder valget "et historisk mandat".
Han slutter af med et nyt take på sin faste punchline:
- Let's get brexit done - but first: Let's get breakfast done!