Det meste af verden holder vejret og udtrykker håb om, at parterne slår koldt vand i blodet og undgår yderligere krigshandlinger, efter at israelske jagerfly natten til lørdag angreb mål i Iran.
Angrebet var Israels modsvar, på at Iran 1. oktober sendte omkring 200 missiler mod israelske byer, og ifølge Irans Revolutionsgarde har i alt fire soldater mistet livet, skriver BBC.
Men de fleste iagttagere beskriver angrebet som "begrænset" og udtryk for, at ingen af parterne ønsker en storkrig i en region, hvor Israel allerede er i krig med Hamas i Gaza og Hizbollah-militsen i Libanon.
Således angreb Israel tilsyneladende ikke Irans olieindustri eller atomanlæg.
- Det ser ud til, at de ikke ramte andet end militære mål. Mit håb er, at dette er afslutningen, sagde USA's præsident, Joe Biden, til journalister, efter at han havde modtaget en briefing af sine sikkerhedsrådgivere.
Præsidenten bekræftede også, at han var blevet informeret om angrebet på forhånd.
'Israel ønsker, at lukke for det her'
Det israelske angreb lader til at være designet, så det giver styret i Iran mulighed for at undgå yderligere optrapning, siger Beni Sabti, der er Iran-ekspert ved Institut for Sikkerhedsstudier ved universitetet i Tel Aviv.
- Israel ønsker at lukke for det her og sende et budskabet til Iran om, at sagen er lukket, og at vi ikke ønsker at optrappe den, siger han til nyhedsbureauet Reuters.
På den anden side af konflikten udsendte Irans militær ifølge nyhedsbureauet AP en neddæmpet udtalelse om, at en eventuel våbenhvile i Gaza og Libanon, hvor Israel gennemfører både luftangreb og landoperationer, ville være bedre end ethvert form for gengældelsesangreb.
Netanyahu: Ikke efter amerikansk diktat
Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu afviser forlydender, om at Israel undgik at ramme Irans olie- og gasanlæg på grund af pres fra USA.
- Israel valgte på forhånd angrebsmålene ud fra sin nationale interesse og ikke efter amerikansk diktat. Sådan var det, og sådan vil det altid være, lyder det i en udtalelse fra hans kontor.
'Vi skal deeskalere'
Herhjemme håber danske politikere også på, at parterne træder et skridt tilbage.
- Selvfølgelig er der fuld forståelse for, at Israel skulle svare igen på det voldsomme angreb fra Iran, men samtidig er det også en meget kraftig opfodring fra os, at vi skal ikke eskalere situationen.
- Vi skal derimod deeskalere, siger Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører for Venstre.
Selvom Trine Pertou Mach, udenrigsordfører for Enhedslisten, er "vanvittigt bekymret" for situationen i Mellemøsten, er hun også håbefuld.
- Der er meget, der tyder på, at det internationale pres på Israel for at reagere moderat har virket, siger hun og uddyber:
- De iagttagere, der har set på, hvad der er sket i nat, vurderer, at det er et angreb med begrænset effekt, og det er godt. For det sidste, der er brug for, er en regulær krig mellem Iran og Israel, siger hun.