Jeg er hvid og i terapi for det

Ideen om at alle hvide mennesker er racister breder sig i USA. Så amerikanere bruger antiracistisk træning og terapi mod deres hvidhed.

(Foto: © Lau Svensson)

Fra sin stol over for mig ser Kusum Crimmel på mig med et roligt smil og hovedet let på skrå.

- Jeg mener, at hvidhed er lig med troen på hvidt overherredømme, dominans og kontrol og at se ned på andre mennesker, siger hun.

Kusum Crimmel er hvid og tidligere borgerretsforkæmper. I dag har hun taget kampen mod racisme med ind i terapilokalet.

Meditation ved bålet. (Foto: © Lau Svensson)

Hun bor i et stille kvarter med kaktus og egetræer i Oakland, Californien. I sit hjem har hun indrettet et værelse med duftlys og billeder af mørke kroppe på væggene.

Her behandler hun hvide mennesker for deres hvidhed.

- I USA har alle en grad af hvidt overherredømme i sig, siger hun og beder mig rejse mig for at lave en øvelse med hende.

Jeg har fortalt, at jeg ikke føler mig som racist, og nu vil hun finde ud af, om hun er enig.

(Foto: © Lau Svensson)

Alle hvide er racister

Ideen om at alle hvide mennesker på en eller anden måde er racister har været på kraftig fremmarch i USA, siden drabet på George Floyd i 2020.

Videooptagelser af en hvid betjents knæ i nakken på Floyd udløste den største raceprotestbevægelse i USA's historie og nyt forstærket fokus på systemisk racisme.

I USA har sorte større risiko end hvide for at ende i fængsel, i fattigdom, uden uddannelse eller som ofre for politivold.

USA brænder for George Floyd

Nogle af de mest sælgende bøger i USA efter drabet på George Floyd placerer skylden på det hvide USA.

I bestsellere som 'White Fragility' og 'Nice Racism' hævder forfatteren Robin Diangelo, at hvide mennesker ubevidst viser, at de er racister, netop når de afviser beskyldninger om racisme. Alle hvide bør arbejde med deres personlige racisme, mener hun.

Diangelos bøger bliver brugt som udgangspunkt for antiracistisk træning, terapi og healing i offentlige institutioner, virksomheder og på universiteter over hele USA.

  • Meditation og øvelser med healing er en stor del af terapien. Kusum Crimmel i den grønne sweater leder terapi-sessionen. (Foto: © Lau Svensson)
  • Flere af deltagerne har været aktivister under blandt andet 'Black Lives Matter'. (Foto: © Lau Svensson)
  • Lasse Engelbrecht deltog også i sessionen. (Foto: © Lau Svensson)
1 / 3

'Vi er ikke trygge ved en hvid mand'

- Vi føler os ikke trygge ved en hvid mand her, siger Kusum Crimmel og tager fat i min arm.

Med øvelsen vil hun vise, hvordan jeg, som hvid mand, reagerer på den mistænkeliggørelse, sorte ofte bliver udsat for.

Da jeg vender mig mod hende og svarer "hvorfor ikke"?, er hun klar med en analyse.

- USA er grundlagt på slaveri, kolonisering og racisme, og derfor stoler en stor gruppe mennesker ikke på dig, siger Kusum Crimmel.

- Når en hvid mand går i forsvarsposition og konfronterer, forstærkes den hvide maskulinitet. Det giver ikke mig lyst til at lære dig at kende.

Privat session med Crimmel. (Foto: © Lau Svensson)

Ideen om at alle hvide er racister, og at hvidhed bør behandles, skaber kraftige reaktioner fra højrefløjen i den amerikanske racedebat.

I september 2020 stoppede daværende præsident Donald Trump brugen af skattepenge til antiracistisk træning i offentlige institutioner.

- Vi betaler folk hundredetusinde af dollar for at undervise i meget dårlige og - ærligt talt - meget syge ideer. De lærer folk at hade vores land, sagde Trump dengang.

Jeg er præget af hvidt overherredømme

- Du er meget anspændt, lyder det fra terapeutstolen over for mig.

Da mine timer med Kusum Crimmel er ved at være slut, konkluderer hun, at hvidt overherredømme sidder i mig som anspændthed og mangel på kontakt med min krop. Det betyder, at jeg alt for let går i forsvarsposition, mener hun.

- Når du føler forsvarspositionen komme frem i dig, vil jeg gerne have, at du øver dit åndedræt. Tag tre dybe indåndinger. Og så skal du også bevæge hænderne. Der er også spændinger i dine hænder.

Konklusionen fremlægges. (Foto: © undefined)

På vej ud af døren beder jeg hende om at fortælle mig præcist, hvor racistisk jeg er. Det afslår hun, men siger, at det vigtigste er, at jeg lærer at slappe af i kroppen.

- Det handler om at få forbindelse med sine følelser. Når vi ikke har det, handler vi ud fra automatiske mønstre, og så bevæger vi os som mennesker ikke mod noget bedre, siger Kusum Crimmel.

Horisont: I terapi mod hvidhed