Den nu afdøde finansmand og pædofilianklagede Jeffrey Epteins ekspartner, Ghislaine Maxwell, er blevet anholdt af FBI.
Det sker, efter at stribevis af kvinder har beskyldt hende for at rekruttere dem til at give massage til Jeffrey Epstein. Massage som endte med, at de dengang unge piger blev tvunget til sex.
I årevis har Maxwell holdt sig ude af offentlighedens søgelys, og beskyldningerne mod hende har hidtil aldrig ført til anklager - før nu.
- I dag annoncerer vi, at vi har rejst sigtelse mod Ghislaine Maxwell for at hjælpe Jeffrey Epstein med seksuelt at udnytte og misbruge flere mindreårige piger mellem 1994 og 1997, sagde den fungerende statsanklager i New York, Audrey Strauss, på et pressemøde tidligere i dag.
Maxwell har tidligere afvist at have noget med anklagerne mod Epstein at gøre.
Pressemødet blev holdt, efter Maxwell blev anholdt i staten New Hampshire.
Anklagerne mod Ghislaine Maxwell lyder blandet andet på trafficking af mindreårige til at udføre ulovlige, seksuelle handlinger.
Desuden skulle hun have løjet om sit kendskab til sagen for retten under retssagen mod Jeffrey Epstein i New York i april og juli 2016.
- Maxwell var blandt Epsteins tætteste partnere, og hun hjalp ham med at udnytte piger helt ned til 14 år. Hun spillede en afgørende rolle i at bistå Epstein med at udvælge, indlede venskaber med og forberede mindreårige ofre til misbrug, lød det fra New Yorks fungerende statsanklager.
Maxwell har ifølge anklagen forberedt en række mindreårige piger på at dyrke sex med Epstein.
Hun skulle have forsøgt at indynde sig ved at interessere sig for deres liv og familier, og hun og Epstein opbyggede venskaber med ture i biografen eller shopping.
Måske mest sensationelt er anklager fra den nu 36-årige Virginia Roberts Giuffre om, at Maxwell skulle have arrangeret, at hun dengang skulle dyrke sex med Storbritanniens prins Andrew i London.
Virginia Roberts Giuffre har styrket beskyldningen med et foto af sig selv, prins Andrew og Maxwell taget ved samme anledning.
Prins Andrew har afvist beskyldningerne og kaldt Giuffres foto falsk.
Maxwell boede i årevis sammen med Epstein og rejste ofte med ham på hans ture verden over.
Epstein selv døde i en fængselscelle i New York sidste år, mens han ventede på at komme for retten i en sag om menneskehandel og overgreb på mindreårige piger. Han risikerede op mod 45 år.