Indbyggere i den nordlige del af Japan blev vækket klokken lidt over 6 lokal tid af en alarm om et nordkoreansk missil.
- Jeg blev vækket af missil-alarmen på min mobiltelefon, siger Ayaka Nishijima til nyhedsbureauet Reuters.
Det var en såkaldt J-alarm, der blev udsendt fra regeringen, og den lød på, at folk skulle søge i dækning.
- Et missil er blevet affyret fra Nordkorea. Søg til en robust bygning eller en kælder, stod der i beskeden ifølge australske ABC News.
Ifølge regeringen blev missilet affyret kl. 5:58 lokal tid, passerede over Japan kl. 6:06 og faldt i vandet kl. 6:12.
J-alarm udsendt
J-alarmer udsendes for at gøre befolkningen hurtigt opmærksomme på forskellige trusler, typisk tsunami eller jordskælv.
- Jeg følte mig overhovedet ikke forberedt. Selv hvis vi får disse alarmer, så er det ikke noget sted at løbe hen. Det er ikke sådan, at vi har en kælder eller beskyttelsesrum. Det eneste, vi kan gøre, er at søge væk fra vinduet, siger Ayaka Nishijima.
Det nordkoreanske missil, der udløste alarmen, fløj over den nordlige japanske ø Hokkaido og faldt i vandet 1180 kilometer øst for Japan.
Alarmeret over højttalere
Nordkorea har udført en række missiltests i den tid, hvor den nuværende leder Kim Jong-un har været ved magten. Men ifølge nyhedsbureauet Reuters er det sjældent, at missiler sendes ind over Japan.
Derfor blev indbyggere i byerne på Hokkaido advaret om missilaffyringen med en sirene og en besked om missilaffyringen over et højttalersystem.
Desuden afbrød tv- og radioselskaber deres udsendelser for at bringe alarmen.
Få minutter efter alarmbeskeden fik indbyggerne på Hokkaido en ny besked om, at missilet havde passeret over øen, men at man fortsat skulle være opmærksom, hvis noget var faldet af undervejs.
- Et nordkoreansk missil har passeret over dette område. Hvis du finder mistænkelige genstande, så rør ikke ved dem, stod der.