Der er fem ting, alle bør vide om den italienske højrefløjsdronning, Giorgia Meloni. I hvert fald hvis man spørger hende selv:
Hun hedder Giorgia, hun er en kvinde, hun er en mor, hun er italiener, og så er hun kristen.
Det var nemlig med de ord og i nøjagtig den rækkefølge, at hun introducerede sig selv, da hun for et par år siden talte til et vælgermøde i hovedstaden, Rom.
Det var en enkel, men særdeles effektiv selvkarakteristik, der efterfølgende bed sig godt fast i italienernes bevidsthed. Ikke mindst fordi opremsningen blev samplet til en dancesang, der blev et viralt hit og nu er blevet afspillet mere end 12 millioner gange på YouTube.
Her kommer Giorgia Meloni med den nu berømte selvkarakteristik:
Sangen var egentlig tænkt som en joke fra bagmændenes side, der skulle udstille den højreorienterede politiker. Men mange italienere kunne rent faktisk lide, hvad de hørte fra den insisterende, blonde kvinde med den stærke romerske accent. Både med og uden underlægningsbeat.
Nu kan der så blive føjet et ekstra element til den karakteristik.
Søndag skal italienerne til parlamentsvalg, og skal man tro meningsmålingerne, kan Giorgia Meloni meget vel gå hen og blive Italiens næste premierminister. Endda som den første kvinde af slagsen i støvlelandets lange, mandsdominerede politiske historie.
Men også som den første, der er formet af nyfascismen på den alleryderste højrefløj.
Enorm politikerlede i Italien
Den 45-årige politiker står nemlig i spidsen for det nationalkonservative parti Fratelli d’Italia, som hun selv var med til at stifte for ti år siden.
Det bygger på resterne af det nyfascistiske parti Movimento Sociale Italiano, som tilhængere af den fascistiske diktator Benito Mussolini stiftede i årene efter Anden Verdenskrig. Og Giorgia Meloni har selv tidligere rost diktatoren og kaldt ham "en god politiker", der gjorde meget godt for Italien.
Trods den forhistorie er Fratelli d’Italia, der på dansk betyder ’Italiens Brødre’, i de seneste år gået fra at være et lille, marginaliseret parti på den yderste højrefløj til at være en uomgængelig magtfaktor i italiensk politik.
Lige nu står partiet til at få hver fjerde stemme mod blot 4,4 procent ved det seneste valg i 2018. Og medregner man de stemmer, som de allierede hos højrefløjspartierne Lega og Forza Italia står til at få, så styrer Giorgia Meloni nu direkte mod premierministerkontoret.
Ifølge Alberte Bové Rud, der forsker i Italiens højrefløj ved Dansk Institut for Internationale Studier, skyldes den succesfulde opstigning først og fremmest, at Giorgia Meloni har formået at iscenesætte sig selv som det nye, nødvendige pust i italiensk politik.
- I Italien er der en enorm politikerlede og afmagt over for det politiske system. Ved dette valg er Meloni den, der med størst troværdighed har formået at fremstille sig selv som den uprøvede politiker, der står uden for magtens korrumperede centrum, og det møder opbakning blandt vælgerne, forklarer hun og tilføjer:
- De er mindre optagede af, om hun er højre- eller venstreorienteret. For dem handler det om, hvem der kan byde magten trods.
Giorgia Meloni går til valg sammen med Matteo Salvinis parti, Lega, og Silvio Berlusconis Forza Italia. Sammen står de ifølge de seneste målinger til at få 45 procent af stemmerne:
Alderen imod sig
Det er dog ikke fordi, Giorgia Meloni er nogen nybegynder i italiensk politik. Tværtimod indledte hun allerede sin politiske karriere som blot 15-årig, da hun meldte sig ind i Movimento Sociale Italianos aktivistiske ungdomsparti.
Dengang boede hun sammen med sin mor og sin søster i arbejderkvarter Garbatella i den sydlige del af Rom. Det er et område, hvor de lokale traditionelt set har stemt til venstre for midten, men det var ikke noget, der smittede af på den stærkt højreorienterede og patriotiske romer.
Giorgia Meloni var målrettet, rebelsk, særdeles hårdhudet og lynende intelligent, og hun steg hurtigt i de interne politiske grader i partiet. De andre var hovedsageligt mænd, men de accepterede hende, og de blev som en anden familie for hende, har hun fortalt.
Sammen gik de på gaden for at kæmpe mod især venstrefløjsaktivister, og det gik til tider voldsomt for sig. Men hun havde brug for at vise sit værd og leve op til folks forventninger, som hun har beskrevet det i sin selvbiografi, og i 2006 blev hun for første gang valgt ind i det italienske parlament.
På det tidspunkt var Movimento Sociale Italiano blevet omdannet til det nationalkonservative parti Alleanza Nazionale, som meget bevidst - og med succes - havde forsøgt at distancere sig fra den nyfascistiske fortid.
Partiet havde i flere år været en del af daværende premierminister Silvio Berlusconis regeringer, og premierministeren fik da også hurtigt øjnene op for Giorgia Meloni, som han efterfølgende udnævnte til ungdomsminister. Der var hun blot 31 år, og hun var den yngste minister i Italiens historie.
Men trods lynkarrieren havde hun alderen imod sig, forklarer Alberte Bové Rud.
- Lidt forsimplet er der to typer kvinder i italiensk politik. Der er ’den unge elskerinde’, som ofte bliver udsat for seksualiserede kommentarer, og så er der ’moderen’, der typisk er en lidt ældre kvinde. Det er kun, hvis man bliver portrætteret som moderen, at man kan få magt i italiensk politik, fortæller hun og fortsætter:
- Meloni har i årevis lidt under, at hun var typecastet som den unge elskerinde. Men det er slut nu, for i de seneste år har hun skærpet det med, at hun er mor, og hendes fremgang er et nybrud i italiensk politik.
Imod Gurli Gris
Giorgia Meloni er nemlig blevet en politisk stjerne for millioner af italienere.
Det skyldes først og fremmest, at hun har holdt sig på afstand af de seneste regeringer, heriblandt den ikke-valgte teknokrat Mario Draghis regering, som har styret Italien i det seneste halvandet år.
Men det skyldes også, at hun er både karismatisk og umiddelbar, når hun møder vælgerne, og hun kan i den grad brænde igennem med sine kontante budskaber, der bliver leveret i intense, ofte harmdirrende taler.
- Hun er vred, når hun taler, og på den måde bærer hun den frustration, som mange italienere har over magten, forklarer Alberte Bové Rud.
Derudover er Giorgia Meloni nationalkonservativ og patriot helt ind til marven, og Fratelli d'Italias slogan, ’Gud, familie og fædreland’, vækker begejstring blandt mange i Italien, hvor den katolske kirke fortsat står stærkt.
- Vi lever i en tid, hvor alt, hvad vi står for, er under angreb. Den eneste måde, vi kan være rebeller på, er ved at bevare det, vi har. At være konservative, pointerede hun ifølge Financial Times.
Hun værner om den traditionelle kernefamilie – eller "den naturlige familie", som hun betegner den – og så er hun imod det, hun kalder LGBT-lobbyen. Senest har Fratelli d'Italia rettet skytset mod tegnefilmsgrisen Gurli Gris, som har fået et lesbisk isbjørne-nabopar. Det er uacceptabelt, at småbørn skal eksponeres for den familieform, mener partiet altså.
Giorgia Meloni vil ikke forbyde abort, men hun vil gøre det mere besværligt for kvinder at få en. Og trods sit køn og sin baggrund er hun ikke feminist. Hvis man som kvinde vil frem i verden, skal det ifølge Giorgia Meloni ske på baggrund af ens meritter og ikke særlige kvindekvoter.
Ved siden af det ønsker hun en stram udlændingepolitik, og hun har blandt andet varslet en flådeblokade af Libyen for at forhindre, at migranter kan tage turen over Middelhavet i gummibåde.
- Nej tak til islams vold, ja til mere sikre grænser, nej til masseimmigration, som hun udtrykte det under en tale i sommer.
Derudover er hun kritisk over for EU-samarbejdet i sin nuværende form, hun vil sænke skatterne, og hun vil give flere penge til de ældre. Og hun ser grundlæggende sig selv og sit parti som en italiensk pendant til Republikanerne i USA eller Det Konservative Parti i Storbritannien.
- Jeg tror, at mange stemmer på Meloni ud fra den overbevisning, at hun repræsenterer noget nyt. Derudover bliver den bryske og i manges øjne meget kontroversielle politik, som Italiens Brødre står for, blødgjort ved at have en ’moder’ i front, siger Alberte Bové Rud.
Frygter fascismens genkomst
Blandt modstanderne er Giorgia Meloni dog en, der om nogen vækker voldsomme følelser. I sommer dukkede der en tv-optagelse af en 19-årig Giorgia Meloni op, som i rosende vendinger forsvarer Benito Mussolini.
- Alt, hvad han gjorde, gjorde han for Italien, og der har ikke været andre politikere som ham i de seneste 50 år, sagde hun dengang.
Se klippet her:
Giorgia Meloni har dog flere gange understreget, at Fratelli d’Italia er et fuldt og helt demokratisk parti, hvor der ”ikke er plads til nostalgiske holdninger”.
- Italiens højrefløj har for længst lagt fascismen bag sig, forsikrede hun for nylig.
Hun har også udtalt, at Benito Mussolini lavede flere fejl, heriblandt at indføre racelove og deltage i Anden Verdenskrig side om side med Nazitysklands leder, Adolf Hitler.
Alligevel vil Giorgia Meloni ikke tage entydig afstand fra fascismen, når hun bliver spurgt direkte ind til det. Hun har sagt, at hun har "et fredeligt forhold" til ideologien, som for hende hører historiebøgerne til, og derudover pryder den trefarvede flamme, som Movimento Sociale Italiano brugte i sit partilogo, nu også Fratelli d'Italias logo. Selv er hun stolt af flammen og afviser blankt, at det har noget som helst med fascismen at gøre.
Ifølge Alberte Bové Rud kommer Giorgia Meloni nok aldrig til at tage det endelige opgør med den omstridte ideologi.
- Hun er formet af den alleryderste fascistiske højrefløj, og selvom hun nu formentlig nok selv tager afstand fra fascismen og har forandret partiet, så vil det fortsat være en naturlig del af partiets vælgerkorps, siger hun og tilføjer, at det er et spørgsmål, som Giorgia Melonis vælgere ikke går synderligt meget op i.
- Det betyder tydeligvis rigtig meget for de centrum-venstre-vælgere, der i forvejen er imod hende, men rigtige mange højrefløjsvælgere er trætte af diskussionen. For dem er det en smædekampagne, og de vil hellere tale om de virkelige problemer, siger Alberte Bové Rud.
DR Nyheder har besøgt Mussolinis oldebarn, Caio Mussolini, der bakker op om Italiens Brødre og Giorgia Meloni. Se indslaget her:
Ændre fortællingen om Italien
I morgen skal Giorgia Meloni så stå sin foreløbigt største prøve.
Fabrizio Tassinari, som er leder af The School of Transnational Governance ved Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze, er dog nervøs for, hvad konsekvenserne kan blive, hvis hun vinder.
- Jeg tror sådan set, at hun selv har ændret holdning i forhold til fortiden, men der er en masse nyfascistiske undergrundsbevægelser, som har eksisteret i årevis. De vil føle, det er vand på deres mølle, hvis hun vinder, og jeg frygter, at det kan føre til både intolerance og gadekampe, siger Fabrizio Tassinari.
Han tror samtidig, at det vil få store konsekvenser for Italiens omdømme, hvis højrefløjen med Fratelli d’Italia vinder.
Giorgia Meloni har ellers gjort meget for at vise omverdenen, heriblandt EU, de allierede hos Nato og de internationale investorer, at hun er en troværdig og seriøs politiker, der ikke vil skabe yderligere problemer for landet, som er et af de mest forgældede i EU.
- Vinder hun, vil vi få en nationalistisk, konservative regering, og det vil ændre hele fortællingen om Italien, siger Fabrizio Tassinari og tilføjer, at han ikke tør spå om hendes eventuelle langtidsholdbarhed i regeringskontoret.
Både Giorgia Meloni og de to koalitionspartier, Lega og Forza Italia, har dog allerde siddet i regering, og derfor ved de også, hvad det betyder at have magten.
- Man skal enten være et geni eller skør for at spå om italiensk politik. Men magt virker som lim, og højrefløjen i Italien har altid været disciplineret, når den har haft magten. Så hvis Meloni og hendes allierede får et stort flertal, vil de nok forsøge at blive der.