Italiens mest eftersøgte mafiaboss arresteret

Politiet på Sicilien har i dag arresteret Italiens mest eftersøgte mafiaboss, Bernardo Provenzano. Han har været eftersøgt i 42 år - og menes at have været chef for den samlede mafia på Sicilien - mafiabossernes chef.

Italiensk politi har arresteret Bernardo Provenzano, den sicilianske mafias overhoved, som har været på flugt i mere end fire årtier. Han er Italiens mest eftersøgte mand. (Foto: © FABRIZIO VILLA, Scanpix)

Politiet på Sicilien har i dag arresteret Italiens mest eftersøgte mafiaboss, Bernardo Provenzano.

Han menes de sidste 13 år at have været chef for den samlede mafia på Sicilien - mafiabossernes chef, så at sige. En virkelighedens Godfather.

Virkelighedens don Corleone

Og myterne om Provenzano er da også lige så lange som den tid, der er gået, siden han første gang blev eftersøgt af italiensk politi i 1963. For det ikke skal være løgn, kommer han fra byen Corleone. Og siden over-mafiabossen over alle overmafiabosser, Totò Riina i 1993 blev anholdt i en rundkørsel i Palermo og idømt 12 livstidsdomme for snart sagt enhver tænkelig forbrydelse, har han præsideret enevældigt over den sagnomspundne sicilianske mafia, Cosa Nostra.

Flere generationer af politi har jagtet Provenzano, siden han gik under jorden efter den store mafiakrig i 1960erne. Altid bevæbnet med det samme foto (t.v.) og de samme fantomtegninger af den efterhåndenlegendariske mafiaboss. (© Scanpix)

Men dermed ophører også ligheden med den fiktive figur Vito Corleone fra Francis Ford Coppolas film Godfather og forlægget, Mario Puntos roman Mafia.

Der er nemlig efter sigende intet faderligt, endsige gudfaderligt ved Provenzano, som bliver kaldt Binnazzu ù tratturi - Traktoren - på grund af sine grove manerer.

Skyder som en gud, hjerne som en kylling

Ifølge et portræt af denne "sidste corleoneser" bragt i Berlingske Tidende i 2001, skal hans forgænger og lærermester Luciano Liggio have udtalt om ham, at han "skyder som en gud, men har en hjerne som en kyllling".

Om det skudsmål holder stik, kan man, som portrætforfatteren, Berlingske Tidendes mangeårige Italien-korrespondent Morten Beiter, have sine tvivl om. For der skal, som han pointerer, formentlig mere end en kyllingehjerne til at holde sig fri af både politiet, mafiakrige og interne opgør i over 40 år.

Flere generationer af politi har jagtet Provenzano, siden han gik under jorden efter den store mafiakrig i 1960erne. Altid bevæbnet med det samme foto (t.v.) og de samme fantomtegninger af den efterhåndenlegendariske mafiaboss. (© Scanpix)

Og som det hør og bør sig for en ægte legende, er der da også adskillige teorier om, hvad og hvem der har hjulpet "kyllingehjernen" til at holde sig i friheden i så mange år. Kan der ligefrem være tale om en højtstående person inden for selve statsapparatet?

Rene Hænder

I hvert fald har statsapparatet i det land, som ellers brugt år på at vaske "Rene Hænder" - sådan hed operationen, der skulle komme korruption til livs - flere gange snublet over hinanden i forsøgene på at slå kløerne i Provenzano. En gang røg de militære carabinieri og det statslige politi i totterne på hinanden, fordi en mafia-anholdelse foretaget af sidstnævnte saboterede førstnævntes langvarige skygninger en helt tredje mafioso - en mafioso, som i sidste ende skulle føre dem til selveste Provenzano.

Flere generationer af politi har jagtet Provenzano, siden han gik under jorden efter den store mafiakrig i 1960erne. Altid bevæbnet med det samme foto (t.v.) og de samme fantomtegninger af den efterhåndenlegendariske mafiaboss. (© Scanpix)

Så sent som 1999 drog horder af politi til Tyskland, hvor man mente at vide, at Provenzano i al hemmelighed holdt jul med sin bror. Om han reelt opholdt sig der, fandt de næppe ud af. Det eneste billede, politiet har af den nu 73-årige mand stammer fra 1959, og dem, hvor han ser ældre ud, er blot fantomtegninger, altså tegninger af, hvordan man kan forestille sig, at en mand med hans ansigtstræk ville udvikle sig med alderen.

Helt andre teorier - og uden tvivl håb - har gået på, at manden var død, opløst i syre og begravet forlængst. Men dem kunne italiensk politi altså aflive i dag med det, et bestemt korps politifolk formentlig i resten af deres dage vil se tilbage på som deres livs arbejdsdag. En dag, hvor selveste Il capo di tutti i capi, alle bossernes overhoved, blev anholdt iført cowboybukser, en sweater og uden lyst til mæle så meget som et ord til politiet.

Hvad Provenzano vil blive anklaget for, når han bliver fremstillet for en italiensk domstol, vides endnu ikke. Men det kræver formentlig mere end forfatters fantasi at forestille sig, hvilke sigtelser der ikke vil blive tale om.