Det israelske militær spændte en såret palæstinenser fast på kølerhjelmen af en militær Jeep og kørte væk med ham under en arrest-razzia i Jenin på den besatte Vestbred.
Det bekræfter det israelske militær, IDF, lørdag efter at en video af hændelsen er blevet delt vidt og bredt på sociale medier. Videoen er blevet bekræftet af Reuters.
På videoen ser man, hvordan en såret palæstinensisk mand er bundet fast til Jeepens køler, mens bilen kører forbi og udenom to ambulancer uden at stoppe.
Ifølge den såredes familie blev manden såret under arrest-razziaen i Jenin. Da familien bad om en ambulance, tog soladaterne ham i stedet og spændte ham fast på kølerhjelmen og kørte væk, skriver Reuters.
IDF skriver i en udtalelse, at israelske soldater blev beskudt under razziaen i Jenin og besvarede ilden, hvilket “sårede en mistænkt, som de derefter anholdte”.
I udtalelsen tilføjer militæret dog også, at soldaterne har “overtrådt militære protokoller” ved at spænde manden fast til Jeepen.
Den “mistænkte” er ifølge IDF den sårede mand, som soldaterne derefter bandt fast på kølerhjelmen. Ifølge militæret blev den sårede mand efterfølgende overført til lægebehandling hos Røde Kors.
Og de israelske soldater skal nu undersøges for deres adfærd:
- Styrkernes adfærd i videoen af hændelsen stemmer ikke overens med de værdier, som det israelske militær står for, og at hændelsen vil blive undersøgt og håndteret, lyder det.
Volden på den besatte Vestbred, som allerede var stigende før krigen i Gaza, er eskaleret de seneste otte måneder.
Ifølge FN er mindst 480 palæstinensere– heriblandt civile og medlemmer af bevæbnede grupper – blevet dræbt de seneste otte måneder. Det gælder hændelser på den besatte Vestbred og Østjerusalem. Herudover er ti israelere også blevet dræbt på Vestbredden i samme tidsrum.