En mand fra Eritrea er død, efter at en menneskemængde først gennembankede og senere skød ham. De troede, han stod bag et angreb på en rutebilstation søndag.
Det skriver det arabiske medie Al Jazeera.
Den rigtige attentatmand var ifølge myndighederne en palæstinensisk mand. Han var bevæbnet med en riffel og en kniv og dræbte en israelsk soldat og sårede 11 andre mennesker, hvorefter han selv blev skudt.
Manden fra Eritrea var en asylansøger, der tilfældigvis befandt sig i området. Han havde angiveligt intet med angrebet at gøre.
Mindst en israelsk soldat er blevet filmet, mens han sparker manden, der ligger på jorden, i hovedet. En anden mand kastede en bænk i hovedet på den sårede mand.
Til sidst skød og en sikkerhedsvagt manden, der døde af sine kvæstelser på hospitalet kort efter.
En talsmand fra politiet bekræfter overfor Al Jazeera, at manden blev "fejlidentificeret". Politiet efterforsker nu drabet og forsøger at finde de skyldige.
Hele angrebet blev fanget af overvågningskameraer og en meget voldsom mobil-video af hændelsen er uploadet til Youtube.
Israelsk politi jagter nu de israelere, der angreb manden, beretter The Guardian.