Israel sprænger formodet angrebsmands tidligere hjem i luften

Israelske sikkerhedsstyrker sprængte tidligt i morges en bygning i luften i Askar-flygtningelejren i Nablus på den besatte Vestbred.

Det skete med begrundelsen om, at en formodet angrebsmand, som blev dræbt i marts, havde boet i bygningen.

Det israelske militær har delt denne video af aktionen:

Dagens aktion er i tråd med en mangeårig israelsk strategi med at jævne formodede palæstinensiske angrebsmænds hjem med jorden, beretter nyhedsbureauet AP.

Israel forsvarer fremgangsmåden med, at det skal have en præventiv effekt, men den er blevet heftigt kritiseret af menneskerettighedsgrupper, der betegner det som kollektiv straf, hvilket er forbudt under international lov.

Modstandere peger på, at ødelæggelsen ofte rammer sagesløse familiemedlemmer og gør dem hjemløse, hvilket styrker en ond cirkel af vold og blodsudgydelser i konflikten mellem israelere og palæstinensere, påpeger AP.

  • Der er ikke meget tilbage af den formodede gerningsmands tidligere hjem. (Foto: © Alaa Badarneh, Ritzau Scanpix)
  • Sprængningen gik ud over flere hjem i nærheden. (Foto: © Alaa Badarneh, Ritzau Scanpix)
  • En nabo kigger ud af sit ødelagte vindue. (Foto: © JAAFAR ASHTIYEH, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Den 49-årige formodede gerningsmand mistænkes for at stå bag drabet på to israelske brødre i byen Hawara i slutningen af februar. Han blev efterfølgende dræbt under en israelsk razzia i Jenin-flygtningelejren måneden efter.

Efter dobbeltdrabet i Hawara angreb hundredevis af israelske bosættere området, hvor de tændte ild til biler, butikker og hjem og slog en palæstinensisk mand ihjel. (Foto: © AMMAR AWAD, Ritzau Scanpix)