Krisen i Mellemøsten er blevet voldsomt forværret.
Den israelske regering er kaldt sammen til krisemøde for at diskutere konflikten, der nu står på to fronter: Mod palæstinensere i Gaza og mod Hizbollah-militsen i Libanon.
Konklusionen på krisemødet er ifølge nyhedsbureauet AFP at give den israelske hær grønt lys til udvidede aktioner over grænsen til Libanon.
Israelsk luftangreb 15 kilometer fra Beirut
Israelske jagerfly har allerede gennemført en række luftangreb i Libanon - et enkelt blot 15 kilometer fra den libanesiske hovedstad Beirut - efter et Hizbollah-angreb på en israelsk grænsepost i morges.
Milits-angrebet kostede flere israelske soldater livet, og to israelske soldater blev bortført. Foruden luftangrebene har det fået israelske soldater til at rykke ind over grænsen til Libanon med kampvogne i jagten på deres to forsvundne kammerater.
23 palæstinensere dræbt i Gaza
Otte israelske soldater og et ukendt antal libanesere har foreløbigt mistet livet ved kampene i grænselandet og ved de israelske bombetogter.
Samtidigt med konflikten med Hizbollah-militsen i nord, fortsætter den israelske hær sin indtrængen i Gazastriben i forsøget på at finde den israelske soldat, der allerede for godt to uger siden blev bortført af militante palæstinensere.
Mindst 23 palæstinensere har i løbet af dagen mistet livet som følge af den israelske Gaza-offensiv, rapporterer Reuters.
Ingen løsning i sigte
Der er ikke umiddelbart udsigt til nogen løsning på den forværrede situation i Mellemøsten.
Hizbollah kræver at Israel løslader fanger, før organisationen vil løslade de to bortførte israelske soldater. Men det nægter Israels premierminister Ehud Olmert nægter at "forhandle med terrorister". Han forlanger, at soldaterne skal frigives uden krav fra libanesisk side.
Olmert kalder bortførelsen en krigserklæring og truer med, at de, der "forsøger at ryste Israels beslutsomhed", vil komme til at betale dyrt for deres handlinger.
Israel har foreløbigt indkaldt 6000 reservister til hæren for at kunne fortsætte den aktuelle konflikt.