Islandsk journalist: Det er næsten ikke til at tro sine egne øjne

Den islandske statsminister Sigmundur David Gunnlaugsson har mistet grebet om begivenhederne, vurderer islandsk journalist.

Både i dag og i går har islændingene været på gaden og demonstreret højlydt mod deres nuværende statsminister, som har gemt penge i skattely. (Foto: © STRINGER, Scanpix)

Den politiske situation i Island er mildest talt et stort spørgsmålstegn i disse timer.

For den islandske journalist Sigrun Davisdottir, som er bosat i London, er det svært at gennemskue, hvad det egentlig er, der foregår.

- Det er næsten ikke til at tro ens egne øjne, forklarer hun.

Dagen startede ifølge Sigrun Davisdottir med, at statsministeren Sigmundur David Gunnlaugsson truede det andet regeringsparti, Selvstændighedspartiet, med valg, hvis ikke de støttede ham.

Det afviste landets præsident Ólafur Ragnar Grímsson dog, da Gunnlaugsson, ifølge Sigrun Davisdottir, hverken havde vendt det med sit eget parti, Fremskridtspartiet, eller Selvstændighedspartiet.

Herefter såede Gunnlaugsson tvivl om præsidentens udtalelser, og valgte siden – gennem næstformanden i sit eget parti – at melde sin aftrædelse.

Islands statsminister Sigmundur David Gunnlaugsson har endnu ikke selv forklaret sig om, hvorfor han nu vælger at fratræde sin post. (Foto: © Jonathan Nackstrand, Scanpix)

Ifølge Sigrun Davisdottir er Gunnlaugsson dog stadig landets statsminister, da han ikke har været ved præsidenten og melde sin fratrædelse.

- Gunnlaugsson har haft en tilbøjelighed til at køre solo, og det har han så prøvet i dag, men har fuldstændig tabt grebet om begivenhederne, siger Sigrun Davisdottir.

Fra oppositionens side bliver der skreget efter et nyt valg, og de to regeringspartier forhandler i disse timer om, hvad der nu skal ske.

- Det er ikke sikkert, hvordan det kommer til at forløbe – for at sige det mildt, siger Sigrun Davisdottir.

Historien kort

  • Den enorme skattelæk, Panamapapers, har afsløret, at den islandske statsminister Sigmundur David Gunnlaugsson har gemt store pengebeløb i skattely.

  • Afsløringen har skabt stor vrede i Island, og i går var flere tusinde islændinge på gaden for at demonstrere imod statsministeren, der afviste at træde tilbage.

  • I dag har Gunnlaugsson så meldt ud igennem sit partis næstformand, at han vil trække sig som statsminister.