Island får ny statsminister

Sigmundur David Gunnlaugsson trækker sig fra statsministerposten og ønsker det islandske folk tillykke med deres nye statsminister, Sigurdur Ingi Johannsson.

Sigurdur Ingi Johannsson er Islands nye statsminister. (Foto: © Birgir Thor Hardarson, Scanpix)

Sigurdur Ingi Johannsson fra Fremskridtspartiet bliver Islands nye statsminister, og partikollegaen Sigmundur David Gunnlaugsson trækker sig nu endegyldigt.

Det oplyser de islandske regeringsledere på et pressemøde i parlamentet i Reykjavik efter at have holdt møde om, hvem der skulle overtage for Gunnlaugsson efter Panama-afsløringerne.

- Statsministeren er trådt tilbage, og Sigurdur Ingi Johannsson sætter sig i hans stol, siger Bjarni Benediktsson, formand for Selvstændighedspartiet, der er det andet regeringsparti.

Sigurdur Ingi Johannsson var tidligere minister for fiskeri og landbrug.

Der var enighed om beslutningen, og partierne fortsætter regeringssamarbejdet indtil efteråret, hvor de vil udskrive valg.

Den afgående statsminister, der de seneste dage har været under enormt pres, lykønsker det islandske folk.

- Den næste statsminister er en tillidsvækkende og god mand, så jeg vil ønske islændingene tillykke, lød det fra Sigmundur David Gunnlaugsson, inden han forlod parlamentet.

Det forventes, at den afgående statsminister får foretræde for præsidenten senest klokken 12 i morgen, hvor han officielt overdrager statsministeriet til Sigurdur Ingi Johannsson.

Rod i parlamentet efter Panama-sag

Tidligere i dag meldte den islandske regering ud, at de to regeringspartier havde besluttet at fortsætte samarbejdet og blot ville udpege en ny statsminister.

Efter afsløringerne af Panamapapirerne, som Gunnlaugsson er nævnt i, har den islandske regering kæmpet for at undgå at udskrive valg og indkaldte derfor til møde for at finde en afløser for statsminister Sigmundur David Gunnlaugsson.

Oppositionen er ikke tilfreds med udskiftningen af statsministre, de kræver valg nu.

Sagen kort

  • Hele fundamentet begyndte at vakle under Sigmundur David Gunnlaugsson, da det kom frem, at hans navn er nævnt i forbindelse med de såkaldte #panamapapers.

  • Han har angiveligt skjult formuer i skattely, og derfor har vrede islændinge siden mandag demonstreret foran parlamentet i Reykjavik.

  • Dokumenterne viser, at Sigmundur David Gunnlaugsson i 2007 købte skuffeselskabet Wintris Inc. fra Mossack Fonseca i Panama gennem den tidligere Landsbanki Islands.

Præcision: Det er præciseret i boksen ovenfor, at det er den tidligere Landsbanki Islands, og ikke den nuværende Landsbankinn hf, der er tale om.