Islamister dræber professor i Bangladesh med machete

Et brutalt drab lørdag på 58-årig professor er kun det seneste i en række på sekulære aktivister i Bangladesh.

En mand holder et portræt af den bangladeshiske professor Rezaul Karim Siddique, som blev dræbt af islamister lørdag. (Foto: © MD. ABDULLAH IQBAL, Scanpix)

En lokal universitetsprofessor i Bangladesh blev tidligere i dag dræbt ved et angreb, der ifølge politiet er typisk for militante islamisters vold mod sekulære og ateister.

Den islamistisk militante gruppe IS har ifølge nyhedsbureauet Amaq Agency påtaget sig skylden for drabet på Rezaul Karim Siddique.

https://twitter.com/siteintelgroup/status/723826060840820736

Den 58-årige engelskprofessor blev angrebet bagfra med macheter, da han kom gående fra sit hjem og var på vej op til busstationen i byen Rajshahi, hvor han underviste i engelsk på byens universitet.

- Han blev hakket mindst tre gange i nakken, som blev skåret 70-80 procent over, siger Rajshahis politikommissær, Mohammad Shamsuddin.

Shamsuddin siger, at politiet ikke har navngivne mistænkte, men at angrebet er foregået efter sammen mønster, som militante islamister har brugt tidligere.

Ifølge kolleger og Siddiques familie havde den 58-årige engelsk professor dog ikke skrevet noget kontroversielt eller opfordret til ateisme:

- Så vidt jeg ved, havde min mand intet fjendskab med nogen. Jeg kan slet ikke begribe, at han er blevet myrdet, siger Siddiques kone Hosne Ara til engelske BBC.

Flere bloggere dræbt

En ung jurastuderende og onlineaktivist, Nazimuddin Samad, der havde skrevet negativt om islam på sin Facebook-side, blev brutalt dræbt i Bangladesh tidligere på måneden.

Den 26-årige aktivist blev dræbt på åben gade i hovedstaden Dhaka.

Han skulle angiveligt være blevet slået ihjel på grund af sine meget åbne ateistiske holdninger i landet, der har et stort muslimsk flertal.

Det brutale drab er kun det seneste i en række drab på sekulære aktivister i Bangladesh.

I 2015 blev mindst fire bloggere og en redaktør dræbt efter at have ytret sig negativt om islam på nettet.

/ritzau/AFP