Islamisk Stat er under voldsomt pres i grænseområde

Både irakiske og syriske styrker kæmper mod Islamisk Stat på grænsen mellem de to lande.

Irakiske sikkerhedsstyrker udenfor byen Akashat i Irak, som i dag er "fuldstændig befriet" ifølge irakisk stats-tv. (Foto: © MOADH AL-DULAIMI, Scanpix)

Irakiske sikkerhedsstyrker har lørdag erobret byen Akashat tæt på grænsen mellem Irak og Syrien fra den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat.

Det sker blot få timer efter, at den irakiske hær lancerede en offensiv mod grænsebyen.

Byen er "fuldstændig befriet", lyder det fra hæren ifølge irakisk stats-tv. I operationen fik regeringsstyrker støtte fra luften af den internationale militærkoalition, som USA står i spidsen for.

Akashat i det vestlige Irak er en tidligere mineby rig på mineraler. Den har været på Islamisk Stats hænder siden 2014. Erobringen af byen skal kunne give mulighed for at lægge yderligere pres på Islamisk Stat i grænseområdet.

Sent fredag kastede det irakiske luftvåben tusindvis af flyveblade ned over Akashat og byerne Ana og Rawa. Her var budskabet til IS-krigerne, at de kunne overgive sig eller blive slået ihjel.

Samtidig med offensiven i Irak har syriske styrker lørdag iværksat en mission mod Islamisk Stat på den syriske side af grænsen. Målet med denne operation skulle være at generobre grænsebyen al-Bu Kalam fra Islamisk Stat.

Russiske kampfly deltager i disse kampe.

Islamisk Stat har i år mistet store dele af sit territorium i både Irak og Syrien. I sommer generobrede irakiske styrker eksempelvis den tidligere millionby Mosul fra den militante gruppe.

Også i syriske Raqqa, der anses som Islamisk Stats hovedsæde, er gruppen presset tilbage.

/ritzau/