Islamisk Stat, Christchurch og terroristjagt: Her er, hvad vi ved om bombeangrebene i Sri Lanka

Informationerne er mange omkring angrebene i Sri Lanka. DR Nyheder giver dig her et overblik.

Sri Lanka er i undtagelsestilstand, og militæret har fået flere beføjelser. (Foto: © DINUKA LIYANAWATTE, Scanpix)

Islamisk Stat har taget skylden, myndighederne afviser ikke, at der er tale om 'hævn' for terrorangrebet i den newzealandske by Christchurch og jagten på bagmændene er i gang.

Der er flere ting at holde styr på omkring bombeangrebene i Sri Lanka.

DR Nyheder giver dig her et overblik over situationen.

Hvem står bag?

Islamisk Stats nyhedsbureau Amaq skrev i går, at gruppen står bag bombeangrebene i Sri Lanka.

Terrororganisationen bakkede ikke udmeldingen op med beviser, men delte i stedet et billede af otte mænd, som ifølge IS udførte angrebene, på sociale medier. Billedet er ikke verificeret.

Gruppen mistede kontrollen med dets sidste landområde i marts, men flere eksperter har advaret om, at Islamisk Stats nederlag ikke er ensbetydende med organisationens forsvinden.

Regerigen mistænker en relativt ukendt islamistisk gruppe ved navn National Thawheed Jama'ut (NTJ) for at stå bag angrebene og mener, at denne gruppe er tilknyttet en forholdsvist ukendt radikal islamistisk gruppe i Indien - Jamaat-ul-Mujahideen India.

Teorien er dog, at de har fået hjælp af internationale terrorister.

NTJ har ikke tidligere begået angreb af søndagens karakter. Gruppen har ikke kommenteret angrebene i Sri Lanka, skriver BBC.

I går fortalte Sri Lankas premierminister, Ranil Wickremesinghe, på et pressemøde, at Islamisk Stat kan have spillet en rolle i angrebene påskesøndag.

Henvisningen til New Zealand og Christchurch

Angrebene søndag er af flere blevet kædet sammen med terrorangrebet på to moskéer i byen Christchurch i New Zealand i midten af marts.

Sri Lankas viceforsvarsminister, Ruwan Wijewardene, sagde i går, at den foreløbige efterforskning af søndagens bombeangreb viser, at det var 'gengæld for angreb i Christchurch'.

Viceforsvarsministeren fremlagde ikke beviser for påstanden.

En efterretningsmeddelse har angiveligt cirkuleret i regeringen i ugerne op til angrebet i søndags. Ifølge meddelelsen skulle en af selvmordsbomberne have skrevet opdateringer på sociale medier med 'ekstremistisk indhold' efter angrebet i Christchurch i New Zealand. Det skriver The Guardian.

Avisen skriver desuden, at terrorforskere mener, at et så koordineret angreb sandsynligvis ville tage måneders forberedelse med koordinering af selvmordsbomberne og afprøvning af eksplosivstoffer.

Og den holdning deler DR's Asien-korrespondent, Philip Khokhar, der både var til stede i Christchurch og nu i Colombo.

- Der er kun gået fem uger siden angrebene i New Zealand, og det er simpelthen for kort tid til at planlægge et så omfattende angreb, som det vi har set her i Sri Lanka, siger han og tilføjer.

- Det kan selvfølgelig være, at angrebene i New Zealand, som primært dræbte muslimer, kan have accelereret planlægningen her i Sri Lanka og motiveret terroristerne yderligere.

Striden mellem præsidenten og premierministeren

Den srilankanske regering bliver i øjeblikket gransket, efter det er kommet frem, at myndighederne tidligere på måneden modtog en advarsel om et muligt angreb mod kirker.

En politisk strid mellem Sri Lankas præsident og premierminister kan tilsyneladende have betydet, at premierministeren ikke var informeret om advarslen, der kom fra en udenlandsk efterretningstjeneste.

Sikkerhedsstyrker overvågede efterfølgende NTJ, men premierministeren og hans regering blev ikke orienteret, ifølge flere ministre. Det skriver BBC.

Men ifølge landets præsident kendte heller ikke han noget til advarsler om et forestående angreb i påsken. Det sagde han i går.

- Jeg forventer at udskifte lederne af forsvarsmyndighederne inden for de næste 24 timer, sagde Maithripala Sirisena.

Og noget tyder på, at præsidenten har fulgt op på sit ord. Nyhedsbureauerne AP og Reuters melder her til eftermiddag, at Sri Lankas forsvarsminister samt politichef er blevet bedt om at forlade deres stilling.