Islamisk Stat har torsdag morgen iværksat en offensiv nær USA's Ayn al-Asad-base. Det bekræfter Værnsfælles Forsvarskommando.
Islamisterne har erobret store dele af byen al-Baghadi i Irak, som ifølge BBC ligger kun ti kilometer fra den 40 kvadratkilometer store koalitionsbase.
Ifølge Værnsfælles Forsvarskommando befinder der sig 120 danske soldater på basen, hvis opgave er at træne irakiske soldater.
Oberstløjtnant Jens Riis fra Værnsfælles Forsvarskommando fortæller, at angrebene på byen nu er slut, og at hverken danske soldater eller andre fra koalitionen har været i kamp.
Kan være varsel om angreb på base
En talsmand fra Pentagon siger, at der ikke har været et angreb på basen, men det amerikanske forsvarsministerium bekræfter over for NBC News, at IS har indledt en offensiv i området.
Imran Khan, Al-Jazeeras korrespondent i Irak, siger, at offensiven kan være et varsel om, at Islamisk Stat har tænkt sig at erobre koalitionens flybase tæt på byen.
- Hver gang de forsøger at angribe en irakisk militærbase, og i dette tilfælde vil det være den første i koalitionen, så erobrer de først byerne omkring den, siger Imran Khan.
Oberstløjtnant Jens Riis fortæller, at man nu vil arbejde på at øge sikkerheden på basen.
Han tilføjer, at de danske soldater ikke har været i nærheden af at være blevet ramt, og at træningen af de irakiske hærstyrker fortsætter ufortrødent.