Isbjerg på størrelse med Sjælland knækker af Antarktis

Når revnen når helt igennem isen, vil det skabe det største isbjerg, der nogensinde er registreret.

- Det er stærkt usædvanligt at se en is-hylde på den her størrelse knække af Antarktis, siger Jesper Theilgaard, DR's meteorolog. (Foto: © © Reuters Staff / Reuters, Scanpix)

Det bliver det største isbjerg, der nogensinde er registreret.

En revne i isen på den sydlige halvkugle er ved at blive så stor, at en såkaldt ’is-hylde’ på størrelse med Sjælland er ved at knække af Antarktis, skriver New York Times.

Ifølge DR’s meteorolog Jesper Theilgaard er det stærkt usædvanligt at se en is-hylde på den her størrelse knække af.

- Vi skal tage det her meget alvorligt. Hvis det her er en tendens, kan det potentielt gøre Antarktis mere ustabilt og betyde, at den bagvedliggende gletsjer begynder at glide hurtigere, siger han.

Havisen ved Antarktis har netop slået bundrekord og er på det laveste niveau, der nogensinde er målt. Ligesom den skrumpende havis kommer revnen i Antarktis også som følge af den globale opvarmning.

Den cirka 160 kilometer lange revne i Vestantarktis befinder sig i et område, der hedder Larsen C. Området er blevet skarpt monitoreret siden 2014, og man forventer, at is-hylden vil knækket af inden for et par måneder.

Ifølge Jesper Theilgaard skal vi ikke være bekymrede for, at vandstanden i havet stiger, når is-hylden Larsen C knækker af. Men vi skal være bekymrede for de gletsjere, som is-hylden lige nu hjælper med at stabilisere.

- Hvis gletsjerne begynder at smelte, kan det skabe store stigninger i vandstanden, siger han.