Irans revolutionsgarde: Vi har prøveaffyret et 'nyt missil'

Prøveaffyringen finder sted i en tid med tiltagende spændinger mellem USA og Iran.

Torsdag præsenterede den iranske præsident, Hassan Rouhani, at et iransk-fremstillet luftforsvarssystem, Bavar-373, officielt var blevet sat i drift. (Foto: © IRANIAN PRESIDENCY OFFICE HANDOU, Scanpix)

Iran har i går afholdt en vellykket prøveaffyring af et "nyt missil".

Det oplyser lederen af landets Revolutionsgarde, Hossein Salami, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- I går var en succesrig dag for denne nation, udtalte generalen til det statslige iranske nyhedsbureau Tasnim.

Han kom ikke med yderligere detaljer om missilet eller prøveaffyringen, som finder sted i en periode med tiltagende spændinger mellem Iran og USA.

Stridighederne skyldes blandt andet, at USA løbende har genindført sanktioner mod det mellemøstlige land, efter at præsident Trump sidste år trak sig ud af den internationale atomaftale, der blev indgået med Iran i 2015.

Trusler og advarsler

Ifølge Trump-administrationen gjorde aftalen, som blev indgået af Donald Trumps forgænger Barack Obama, ikke nok for at begrænse Irans ballistiske missilprogram og regionale indflydelse, og Iran gjorde ikke nok for at overholde de forpligtelser, som aftalen indebar.

De to lande har udvekslet trusler og advarsler lige siden.

Striden har samtidig bredt sig til Hormuz-strædet, som ligger mellem Oman og Iran og forbinder flere af landene i Mellemøsten og er af stor betydning for verdens oliehandel.