Irans åndelige leder: 'Vores modstand vil forsætte med dobbelt så meget styrke'

Iran sørger efter drabet på general Qassem Soleimani.

Tusindvis af Iranere er på gaden i anti-amerikanske demonstrationer.

Talsmanden for Irans revolutionsgarde, Ramezan Sharif græder for åben skærm, mens tusindvis af demonstranter er på gaden for at vise deres sorg, efter drabet på den iranske general Qassem Soleimani.

Irans øverste åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, har erklæret tre dages landesorg.

- Alle fjender bør vide, at vores modstand vil fortsætte med dobbelt så meget styrke. En fuldkommen sejr venter de krigere, der dør i den hellige krig, siger Ali Khamenei til stats-tv.

Flere højstående Iranske politikere tilslutter sig Ali Khameneis holdning.

Irans præsident, Hassan Rouhani, gør det i en udtalelse klart, at drabet på Soleimani kun har målrettet Irans modstand mod USA og skærpet lysten til at forsvare landets islamiske værdier.

- Iran vil uden tvivl tage hævn, tilføjer han.

Den iranske udenrigsminister skriver på Twitter, at angrebet var 'ekstremt farligt og en dum eskalering'.

Han tilføjer i en udtalelse, at angrebet vil få modstanden mod USA til at vokse både i regionen og i verden.

Iraks premierminister fordømmer angrebet

- Luftangrebet på Bagdad lufthavn er en agressiv handling og den vil lede til krig i Irak, regionen og i verden, siger Adel Abdul Mahdi, Iraks premierminister i en udtalelse.

Angrebet var rettet mod Bagdad lufthavn, hvor Qassem Soleimani befandt sig sammen med flere andre, heriblandt en anden højtstående militærleder ved navn Abu Mahdi al-Muhandis.

I alt er fem bekræftede døde efter angrebet.

Israels premierminister Benjamin Netanyahu har afbrudt sit besøg i Grækenland på grund af angrebet. Han udtaler til Israelsk tv, at Israel står ved USA's side i deres kamp.