Iran og Boeing indgår aftale om 100 fly

Det amerikanske flyselskab Boeing har indgået en stor aftale med Iran om en leverance af fly.

Boeing og Iran har indgået en aftale. (Foto: © 50090 Johan Nilsson / TT, Scanpix)

Iran og den amerikanske flygigant Boeing har indgået en aftale om køb af 100 fly, der skal forny landets flyarsenal, siger lederen for Teherans civile lufthavnsmyndigheder søndag.

- Vi har 250 fly i landet, 230 af dem skal erstattes, siger Ali Abedzadeh, der er formand for de civile lufthavnsmyndigheder, og tilføjer, at aftalen stadig mangler godkendelse fra den amerikanske regering.

I et interview med en iransk avis, siger Abdedzadeh, at der ikke er en tidsplan for, hvornår landet opnår en kontrakt med USA.

Aftalen kommer efter, at Iran i knap ti år har været underlagt økonomiske sanktioner fra det internationale samfund. Efter indgåelsen af en aftale om det iranske atomprogram i januar er en række af sanktionerne dog blevet ophævet.

Det betyder blandt andet, at flyproducenterne Boeing og Airbus må sælge fly og flydele til Irans civile luftfartsindustri.

Iran har desperat brug for at modernisere sine aldrende passagerfly. Ifølge landets myndigheder kan man kun anvende 150 ud af landets samlede flåde på 250 fly.

Tidligere på året meddelte Iran derfor også, at landet ville købe 114 Airbus-fly.

I alt har landet bestilt omkring 200 fly fra vestlige producenter siden midten af januar, da de økonomiske sanktioner blev løftet.

/ritzau/