Iran løslader fire fanger med iransk-amerikansk statsborgerskab, heriblandt Washington Post-korrespondenten Jason Rezaian. Det skriver BBC.
Jason Rezaian har ifølge Washington Post siddet fængslet i Iran i 18 måneder, anklaget for spionage.
Ud over Jason Rezaian skulle der også være tale om fangerne Saeed Abedini, Amir Hekmati og Nosratollah Khosravi, der ligeledes er iransk-amerikanere.
Ifølge de iranske myndigheder vil de fire fanger blive udvekslet med syv iranske statsborgere, der lige nu befinder sig i amerikanske fængsler.
Dette er dog endnu ikke bekræftet af de amerikanske myndigheder.
Forventer at USA hæver sanktioner
Nyheden om løsladelserne af de fire iransk-amerikanere kommer ifølge BBC samtidigt med, at Irans udenrigsminister Mohammad Javad Zarif forventer, at USAs sanktioner mod landet vil blive løftet.
Mohammad Javad Zarif befinder sig lige nu i Wien, hvor han drøfter Irans atomaftale med USAs udenrigsminister, John Kerry.
Det Internationale Atomenergiargentur forventes ligeledes at bekræfte, at Iran har fulgt atomaftalen og dermed har droslet ned for landets atomaktiviteter.