Styrker fra Irans Revolutionsgarde melder, at de har skudt en amerikansk drone ned over iransk luftrum.
Det amerikanske militær bekræfter, at der er skudt en drone ned, men hævder, at det er foregået i internationalt luftrum.
- En amerikansk-produceret Global Hawk overvågningsdrone er fjernet. Den blev skudt ned efter at være fløjet ind i iransk luftrum nær det sydlige Kouhmobarak-distrikt, citerer Press TV revolutionsgarden for at sige.
I første omgang er det dog blevet afvist af en talsmand for det amerikanske militærs centralkommando:
- Der har ikke været amerikanske luftfartøjer i det iranske luftrum i dag, lød det fra den amerikanske flådekaptajn Bill Urban.
Så sent som i går advarede lederen af det iranske sikkerhedsråd, Ali Shamkhani, mod ethvert forsøg på at trænge ind i landets luftrum.
- Lige meget hvem der forsøger at skride ind over grænsen, har vi altid - og vil vi altid - være klar med en meget hård reaktion mod dem, der forsøger at trænge ind, sagde Shamkhani ifølge det iranske nyhedsbureau Tasnim.
Øgede spændinger mellem USA og Iran
Det sker nogenlunde samtidig med, at den amerikanske præsident er blevet orienteret om et missilangreb i Saudi-Arabien, angiveligt udført af de yeminitiske Houthi-oprørere - der er støttet af Iran.
Spændingerne mellem Iran og USA er taget til, efter at amerikanerne trak sig fra atomaftalen med Iran fra 2015 og efterfølgende genindførte nogle af de strengeste økonomiske sanktioner i landets historie.
Sanktionerne har ramt både den finansielle og industrielle sektor i landet, og præsident Donald Trump har gjort det klart, at målet er at bringe Irans olieeksport i bund.
USA har anklaget Iran for at stå bag angrebet på to tankskibe i Oman-bugten for en uge siden og har i flere omgange præsenteret, hvad amerikanerne hævder, er billeddokumentation for anklagerne. Det skete i kølvandet på en række andre angreb i maj.
Kortet her viser, hvor angrebene 13. juni og 12. maj fandt sted:
Iranerne har nægtet al involvering i hændelsen og har blandt andet reageret ved at true med delvist at trække sig fra atomaftalen og overskride målene for, hvor meget beriget uran landet må ligge inde med.