Iran begynder at lukke ned for atomcentrifuger

Det har været længe ventet, og nu er Iran begyndt at skære ned på antallet af centrifuger, der kan berige uran

Meldingen om centrifuge-lukningerne kom den iranske atomchef Ali Akbar Salehi med under et besøg i Japan. (Foto: © Anadolu Agency, 2015 Anadolu Agency)

I henhold til julis atomaftale mellem Iran og de seks verdensmagter er Iran nu begyndt at lukke ned for de centrifuger, der beriger uran.

Det siger Irans chef for organisationen for atomenergi mandag under et besøg i Japans hovedstad, Tokyo.

"Vi har påbegyndt det indledende arbejde" med at implementere aftalen, siger Ali Akbar Salehi ifølge det japanske nyhedsbureau Kyodo.

Det medfører, at Iran reducerer antallet af aktive centrifuger.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, godkendte for to uger siden atomaftalen mellem Teheran og den internationale gruppe, der består af de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og Tyskland.

Khamenei gav ved den lejlighed ordre til, at aftalen bliver implementeret på "visse betingelser".

Atomaftalen er indgået for at sikre, at atomprogrammet ikke kan bruges til at fabrikere atomvåben. Til gengæld får Iran lempet de økonomiske sanktioner, som har isoleret Teheran og givet økonomien et alvorligt hak.

Irans største autoritet kræver, at USA og EU klart bør meddele, at sanktionerne mod Iran fjernes.

Khamenei pointerede også, at Iran ikke vil opgive lagre af beriget uran eller ændre tungtvandsreaktoren i Arak, før et militært stridspunkt i det omstridte atomprogram er løst.

Internationale atomsanktioner mod Iran ophæves inden udgangen af i år, lyder planen.

/ritzau/Reuters