Iraks premierminister blæser kampen om Falluja i gang

Iraks militær har taget hul på en operation, der skal få byen Falluja tilbage på regeringens hænder fra IS.

Iraks militær vil erobre Falluja tilbage fra terrorbevægelsen Islamisk Stat. (Foto: © REUTERS FILE PHOTO, Scanpix)

Den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) har længe siddet tungt på byen Falluja nær Iraks hovedstad, Bagdad.

Men det skal være slut, og Iraks militær er derfor blevet sendt i kamp for at drive de militante ud af byen. Det oplyser den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, mandag.

- Tiden er kommet til at befri Falluja. Den store sejr er nær, og Daesh (arabisk navn for IS, red.) har intet andet valg end at flygte, lyder det på premierministerens Twitter-profil ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Dermed er militæraktionen blevet skudt i gang.

- Vi har taget hul på operationen for at få Falluja befriet. Det irakiske flag vil blive hejst over Fallujas land, udtaler Haider al-Abadi ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er knap to et halvt år siden, at byen faldt, og Islamisk Stat drev regeringsstyrker ud.

Søndag lød det på irakisk stats-tv, at militæret gjorde sig klar til at rykke ind i Falluja. I den forbindelse blev byens indbyggere bedt om at gøre sig klar til at bryde op og komme væk.

/ritzau/