Iraks hær: Vi har fundet IS-massegrave fra Mosul

Efterforskere fra Iraks hær har angiveligt fundet en massegrav med 500 lig uden for Mosul.

Den irakiske hær hævder, at man har fundet to massegrave med i alt 500 lig nær Mosul. (Foto: © MURTAJA LATEEF, Scanpix)

Efterforskere fra den irakiske hær har angiveligt fundet to massegrave nær Mosul. Efterforskerne mener, at gravene består af ofre for Islamisk Stat, der kontrollerede byen i tre år.

Det oplyser nyhedsbureauet AP.

De to grave indeholder ifølge efterforskerne 500 lig. Den ene grav består af 470 lig, mens den anden indeholder 30.

Gravene er fundet nær et fængsel benyttet af Islamisk Stat fra juni 2014, hvor gruppen indtog Mosul.

Leder efter flere massegrave

AP har talt med en officer, der har krævet anonymitet for at udtale sig. Han oplyser, at ofrene tilsyneladende er shiamuslimer eller tilhører andre minoriteter. Islamisk Stat er en ekstremistisk sunnimuslimsk gruppe.

Efterforskerne undersøger stadig, om der findes flere massegrave i området.

Massegraven sættes i forbindelse med en massakre på fanger i Badoush-fængslet i juni 2014 kort efter IS' indtog i Mosul. Her mistede 600 angiveligt livet.

Luftfoto, som efterretningsselskabet AllSource Analyse har skaffet, viser spor af lastbiler og jord, som er blevet vendt, hvor massakren er formodet at have fundet sted.

Fundet 72 massegrave

AP har tidligere opgjort 72 IS-massegrave. Ved mindst 16 af de 72 har irakiske myndigheder opgivet at sætte tal på antallet af lig.

Samler man de forskellige opgørelser over de resterende massegrave ligger antallet af begravede på mellem 5200 og omkring 15.000, skriver AP.

9. juli i år erklærede Iraks premierminister, Haider al-Abadi, at Iraks hær havde indtaget byen fra Islamisk Stat.

Over en million er blevet registreret som internt fordrevne fra Mosul. Flere end 200.000 er vendt hjem.

/ritzau/