Iraks hær rykker frem mod Islamisk Stat

Iraks hær er i offensiven for at genvinde kontrollen over landets største olieraffinaderi

Iraks hær rykker frem mod Islamisk Stats styrker. Men trods militæroffensiven bliver hovedstaden Bagdad ramt af flere og flere selvmordsbomber (Foto: © ALI AL-SAADI, Scanpix)

Iraks hær er i gang med en ny militæroffensiv for at få kontrol over landets største olieraffinaderi ca. 200 kilometer nord for hovedstaden Bagdad.

Styrker fra Islamisk Stat har belejret raffinaderiet siden i sommer. Det producerer normalt 175.000 tønder olie om dagen, men det er nu lukket.

Iraks hær siger, at dens styrker står blot to kilometer vest for byen Baiji, hvor olieraffinaderiet ligger.

Islamisk Stat har brugt både vejsidebomber og snigskytter for at forhindre den irakiske hærs fremrykning.

Iraks regeringshær håber at kunne afskære forsyningslinierne til de militsfolk fra Islamisk Stat, der har omringet raffinaderiet.

Samtidig satser Iraks hær på at få kontrol over en vigtig landevej op til Mosul, som er den største by i det nordlige Irak.

Vigtig by generobret

Med hjælp fra shia-muslimske militser generobrede de irakiske regeringsstyrker i weekenden den strategisk vigtige by Jurf al-Sakhar. Den ligger ved Eufrat-floden 50 kilometer syd for Bagdad.

Med erobringen af Jurf al-Sakhar vil Iraks hær lettere kunne forhindre Islamisk Stats styrker i at rykke tættere på hovedstaden.

Desuden bliver det sværere for Islamisk Stat at holde forsyningsvejen åben til højborgen i den vestlige Anbar-provins. Og Islamisk Stat kan også få vanskeligere ved at infiltrere det overvejende shia-muslimske sydlige Irak.

Iraks hær har også genvundet kontrollen over Himreen-bjergene, hvorfra der er frit udsyn til Islamisk Stats forsyningslinier nord for hovedstaden.

Volden optrappet

Men selv om Iraks hær tilsyneladende vinder terræn, er sikkerhedssituationen i Irak blevet markant værre i den seneste tid.

Volden er nu så omfattende, at den beskrives som den alvorligste siden den sekteriske borgerkrig mellem shiaer og sunnier i årene 2006-2007, da Irak var besat af USA.

Ifølge databasen Iraq Body Count er flere end 1250 civile blevet dræbt siden 1. oktober i Irak.

Islamisk Stat detonerer næsten hver dag vejsidebomber rundt om i landet. Og hovedstaden Bagdad er også flere gange blevet ramt.

Selv hovedstadens såkaldt "Grønne Zone", hvor også de udenlandske ambassader ligger, er igen blevet udsat for mortérangreb.

Højtstående amerikanske diplomater siger til det udenrigspolitiske tidsskrift Foreign Policy, at sikkerhedssituationen vest for Bagdad er ved at blive farlig.

Islamisk Stats styrker er nu ved at være i stand til at ramme Bagdads internationale lufthavn med raketter, siger diplomaterne.

En Irak-analytiker ved forsknings- og konsulentfirmaet Integrity siger, at de mange bilbombeangreb og selvmordsangreb er den største trussel mod Bagdad, og at den slags angreb må forventes at fortsætte og sandsynligvis blive optrappet.

Svært at forhindre selvmordsangreb

Situationen omkring byen Jurf al-Sakhar understreger, hvor svært det bliver for de irakiske styrker at dæmme op for Islamisk Stats selvmordsangreb.

Selv om Iraks hær generobrede byen i søndags, varede det kun én dag, før en selvmordsbombemand kørte sit militærkøretøj læsset med sprængstoffer ind i en vejspærring uden for byen. 24 blev dræbt og 25 såret.

I næste uge kan der komme flere angreb. For Jurf al-Sakhar ligger på den vej, som pilgrimme hvert år bruger, når de drager til den hellige shiitiske by Karbala.

Det gør de for at mindes dødsdagen for profeten Muhammeds barnebarn, Imam Hussein - en af shia-muslimernes mest tilbedte martyrer.

Shiiterne markerer deres hellige måned Muharram. Og denne gang kan den religiøse højtid blive blodig.