Irak sætter luftvåbnet ind mod jihadister

I weekenden overtog Islamisk Stat kontrollen med fire byer og Iraks største dæmning. Nu sættes luftvåbnet ind.

Irakiske myndigheder opruster nu i kampen mod Islamistisk Stat, der de seneste døgn har indtaget flere kurdiske områder i landet. (arkiv) (© Scanpix Denmark)

Iraks premierminister, Nuri al-Maliki, har beordret luftvåbnet til at støtte kurdiske tropper i kampen mod Islamisk Stat, der tidligere er kendt som Isil.

Det sker, efter at den militante sunnimuslimske bevægelse i weekenden indtog flere større byer i det konfliktplagede nordlige Irak.

Derudover overtog bevægelsen også kontrollen med endnu et oliefelt samt Iraks største dæmning, Mosul-dæmningen.

Det frygtes, at bevægelsen vil bruge kontrollen af dæmningen til at oversvømme flere store byer i området.

IS har erobret dæmning

Peshmerga, der er den kurdiske betegnelse for de væbnede styrker, siger, at man siden har fordrevet de militante fra dæmningen. Det er dog endnu ikke bekræftet.

Hidtil har soldater fra det kurdiske selvstyreområde formået at holde stand i det nordlige Irak, men den ellers veludrustede kurdiske hær måtte søndag selv tage flugten fra blandt andet byen Sinjar, hvor de har beskyttet flere etniske mindretal i Irak.

Den militante bevægelse Islamisk Stat har indtaget flere byer i Syrien og Irak over de seneste måneder.

Hundretusinder er på flugt

FN i Irak skønner, at omkring 200.000 er blevet tvunget til at flygte fra byen Sinjar.

Bevægelsen kæmper for at oprette en sunnimuslimsk stat i dele af Irak og Syrien.

Gruppen kalder sig nu Islamisk Stat efter tidligere at have heddet Isil (Den Islamiske Stat Irak og Levanten).

/ritzau/Reuters