- Jeg fordømmer angrebene på den kraftigst mulige måde.
Sådan lyder det fra USA's præsident Joe Biden tidligt søndag morgen, efter Iran sent lørdag aften påbegyndte et større angreb mod Israel.
Natten til søndag affyrede Irans Revolutionsgarde ifølge israelsk militær godt 200 droner og missiler mod Israel.
Det fik USA's præsident Joe Biden til at haste fra Delaware til Washington.
Her mødtes han med sit nationale sikkerhedsteam for at vurdere den militære eskalering i Mellemøsten, og nu lyder meldingen fra præsidenten, at USA hjalp med nedskydningen, og at Israel fortsat har USA's fulde opbakning.
Ifølge Iran sker angrebet som gengældelse for et angreb på et iransk konsulat i Syriens hovedstad Damaskus den 1. april, som Iran mener, at Israel står bag. Israel har ikke selv kommenteret angrebet.
I en udtalelse advarer Irans Revolutionsgarde USA om at blande sig i den nuværende situation, skriver Reuters.
- Enhver trussel fra USA og det zionistiske regime, der stammer fra enhver nation, vil resultere i en proportional og gensidig reaktion fra Iran mod truslens oprindelse, siger revolutionsgarden.
Internationale ledere fordømmer angreb
Imens fordømmer flere internationale ledere angrebet, heriblandt Storbritanniens premierminister Rishi Sunak, Spaniens premierminister Pedro Sanchéz, Tysklands udenrigsminister Annalena Baerbock og Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
- Jeg opfordrer alle til at vise tilbageholdenhed og deeskalere situationen. Irans destabiliserende rolle i Mellemøsten er uacceptabel – og det samme er dette angreb, skriver Lars Løkke Rasmussen blandt andet i et opslag på X.
Storbritannien var med til at skyde missiler ned på vej mod Israel - og ifølge Rishi Sunak vil Storbritannien fortsat forsvare landets regionale partneres sikkerhed, heriblandt Israel, Jordan og Irak og arbejder på at 'forebygge yderligere eskalering'.
- Iran har endnu en gang vist, at landet har til hensigt at så kaos i sin egen baghave, skriver han blandt andet på X.
FN's generalsekretær Antonio Guterres fordømmer også 'på det kraftigste den alvorlige eskalering'.
- Jeg opfordrer til øjeblikkeligt at stoppe disse fjendtligheder. Hverken regionen eller verden har råd til endnu en krig, skriver han på X.
Også Saudi-Arabien og Egypten udtrykker bekymring over situationen.
Israel har forespurgt et møde med FN's Sikkerhedsråd, lyder det fra landets ambassadør i USA, Gilad Erdan.
Ifølge Reuters vil FN bestræbe sig på at holde mødet søndag, ligesom præsident Joe Biden meddeler, at han vil organisere et diplomatisk modsvar på angrebet ved at indkalde G7-landene.