Sal 250 var helt fyldt, da dommeren kom ind i salen, efter retssagens allersidste pause. Men da dommeren gav ordet til Breivik rejste flere af de pårørende, efterladte og overlevende sig. De ville ikke høre på Breiviks enetale.
- Vi orker ikke at høre mere på hans kommentarer, for vi har hørt på hans mærkelige meninger i 10 uger nu, siger Trond Blattman til DR Nyheder.
Han mistede sin søn på Utøya, da Breivik skød og dræbte 69 mennesker.
Viser vores afsky
Der er meget, de efterladte og pårørende har lyst til at sige til den mand, der har dræbt deres nærmeste, og demonstrationen var en måde at gøre det på.
- Jeg ville aldrig kunne sige det til ham i person, så det var min måde at vise min afsky over for ham, siger han.
Trond Blattman understreger, at han respekterer retssystemet, selv om han har svært ved at høre gerningsmanden tale.
Retssagen var slut
- Han har lov til at komme med en kommentar, men vi har ikke pligt til at høre den, siger manden, der også opfordrede journalisterne til at forlade salen. Men de fleste journalister blev inde i salen.
Trond Blattman forlod salen sammen med omkring 20 andre pårørende, efterladte og overlevende. en af de andre var Christin Bjelland, hvis egen søn var med på Utøya den 22. juli.
- Jeg synes, at retssagen allerede sluttede efter de sidste fire vidner, der var på, siger hun til DR Nyheder.
Her henviser hun til de fire ofre, der alle havde mistet en af deres nærmeste. Efter hvert vidne klappede folk i retssalen, selv om man normalt ikke må det.
Fredag var dagens sidste retssdag i den 10 uger lange sag, der startede den 16. april. Dr.dk har samlet et overblik over, hvad der er sket i sagen her.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5327c8cba11f9d1b2c78c2c1