Ingen nordisk advarsel mod at rejse til Bruxelles

Forhøjet terrorfare i Bruxelles får nordiske lande til at opfordre borgere i byen til at holde sig væk fra menneskemængder.

På shoppinggaden Rue Neuve i Belgien patruljerer svært bevæbnede politifolk, efter at trusselsvurderingen i nat blev hævet til det højeste. (Foto: © Stephanie Lecocq, Scanpix)

Hverken det danske, svenske eller norske udenrigsministerium advarer mod rejser til Belgiens hovedstad Bruxelles, efter at beredskabet i byen i nat blev hævet til det højeste, niveau fire.

Ifølge premierminister Charles Michel bestod truslen i, at flere personer med eksplosiver og våben ville udføre et angreb - måske flere steder i byen.

I morges blev metroen i Bruxelles lukket på anbefaling af det nationale krisecenter, som også opfordrer alle i byen til at holde sig væk fra større menneskemængder.

Det danske udenrigsministerium har ikke særskilte rejsevejledninger til europæiske byer, men når det gælder Belgien lyder anbefalingen at følge de lokale myndigheders anvisninger.

På hjemmesiden og Borgerservices Facebook-side kan man se den belgiske anbefaling: at undgå områder med mange mennesker, for eksempel koncerter, store begivenheder, togstationer og lufthavne, offentlig transport og indkøbsområder.

Også Udenrigsministeriet i Norge advarer norske statsborgere om terrorfare i Bruxelles-området og beder dem følge rådet fra de belgiske myndigheder om at holde sig ude af folkemængder, og rådet til svenske statsborgere i Bruxelles er det samme fra Udenrigsministeriet i Sverige.

Den amerikanske ambassade i Belgien fraråder på sin hjemmeside alle amerikanere i Belgien at forlade deres hjem eller det sted, de befinder sig.

Hvis det ikke kan undgås, skal de undgå store forsamlinger, skriver ambassaden.

/DR Nyheder/