Indtil videre er Twitterkrise mellem Storbritannien og USA lagt på køl

Theresa May siger, Trump stadig er velkommen i Storbritannien, selvom hun tager afstand fra hans tweets.

Theresa May har taget afstand fra Donald Trumps retweet. Her et billede fra et møde mellem de to statsledere tidligere i år. (Foto: © Matt Dunham / POOL, Scanpix)

Tidligere i dag var der debat i det britiske parlament, blandt andet om Donald Trumps ageren på det sociale medier Twitter i går, hvor han videreformidlede højreradikalt materiale.

Men selvom der i første omgang blev lagt låg på konflikten med den amerikanske præsident, krævede flere parlamentsmedlemmer markante irettesættelser over for den amerikanske præsident.

En konservativ parlamentariker opfordrede premierminister Theresa May - der befinder sig i Jordan - til at få Trump til at forlade Twitter.

- Verden ville være et bedre sted, hvis Theresa May kunne overtale den amerikanske præsident til at slette sin profil på Twitter.

Andre opfordrede til at stoppe Donald Trumps besøg i Storbritannien. Han har en åben invitation.

Den konservative indenrigsminister Amber Rudd forsøgte dog at lægge en dæmper på stemningen.

- Fokuser på det større billede i det gode forhold mellem os og USA, lød opfordringen.

I samme ombæring slog hun dog fast, at hun syntes, det var forkert af Donald Trump at viderebringe det højrenationale materiale på sin Twitterprofil.

Retweets årsag til hidsig debat

I går morges retweetede den amerikanske præsident tre videoer med islamofobisk indhold. Den oprindelige afsender var Jayda Fransen – en fremtrædende højrenationalist og vikarierende leder af den højreradikale gruppe Britain First.

Det materiale Donald Trump videreformidlede på Twitter var alle videoer, vis indhold ikke er blevet verificeret.

Trumps tweets affødte en storm af arrige reaktioner, inden det nåede regeringskontorerne i Storbritannien, hvor en talsperson for Theresa May kritiserede Trump for hans handling.

- Det skaber bekymring blandt lovlydige borgere. Briterne afviser højreekstrem retorik, hvilket er det stik modsatte af de værdier, vores land repræsenterer, lød det.

Trump svarede prompte igen - på Twitter naturligvis:

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/936037588372283392?ref_src=twsrc%5Etfw

- Theresa, fokuser ikke på mig, fokuser på den destruktive radikale terrorisme, der finder sted i Storbritannien. Vi klarer os ganske fint, skrev den amerikanske præsident.

Endte i diplomatiske møder

Trumps tweets nåede i løbet af dagen højeste diplomatiske niveau, da den britiske ambassadør i USA mødtes med fremtrædende embedsmænd i Det Hvide Hus.

Også i dag fortsatte diskussionen om Trumps gøren og laden på Twitter. Dels i det britiske parlament, hvor debatten rasede, men også Theresa May udtalte sig om situationen fra Jordan.

- Bare fordi vi arbejder tæt sammen, betyder det ikke, at vi ikke tør påpege, når USA gør noget forkert, sagde den britiske premierminister her i eftermiddag.

Hun understregede dog, at hendes invitation til Donald Trump stadig gælder.

Videoerne fra Twitter

  • Teksten til den første video lød: Muslimsk migrant tæver hollandsk dreng på krykker. Videoen dukkede op i foråret og er fra videositet Dumpert. Ifølge det hollandske statsmedie NOS og satiresitet geenstijl.nl er der ikke tale om hverken en muslim eller en migrant, og overfaldsmanden og manden, der har filmet det, blev anholdt.

  • Den næste video bar teksten: Muslim ødelægger en statue af jomfru Maria, men er ikke en video, DR Nyheder har haft mulighed for at at verificere yderligere.

  • Den sidste video 'Islamistisk gruppe skubber dreng ned fra et tag og tæver ham til døde' er fra Alexandria i Egypten under urolighederne i sommeren 2013 efter afsættelsen af præsident Mohamed Morsi. Mahmoud Ramadan, der var en af mændene i videoen, blev siden hen dømt og henrettet for mordet på den unge mand.