Indbyggerne i Gaza opfordres til at flytte sig. Men hvor skal de tage hen?

FN advarer om, at det vil have "ødelæggende humanitære konsekvenser", hvis alle indbyggere skal rykke ud af Gaza By.

1,1 millioner mennesker er blevet bedt om at rykke ud af Gaza By, hvor det israelske militær vil "operere intenst" de kommende dage. (Foto: © MAHMUD HAMS, Ritzau Scanpix)

Det israelske militær har opfordret alle civile indbyggere i den nordlige del af Gazastriben hurtigst muligt til at flytte sig sydpå.

Det sker, fordi man i de kommende dage vil "operere intenst" i Gaza By, lyder det fra Jonathan Conricus, der er talsperson for det israelske militær, IDF.

Der bor omkring 1,1 millioner indbyggere i den nordlige del af den palæstinensiske enklave, og DR's mellemøstkorrespondent Nanna Muus Steffensen har svært ved at forestille sig, hvor de skal tage hen.

- Det nordlige Gaza er netop der, hvor Gaza By er. Det er det allermest tætbefolkede område i Gazastriben. Nu opfordres indbyggerne til at forlade Gaza By og søge sydpå, men man må spørge sig selv, hvor det er, de skal være, siger hun.

- Vi taler om 1,1 millioner mennesker, der måske skal være under åben himmel under en israelsk blokade, hvor der ikke kommer basale forsyninger i form af mad, vand, medicin og brændstof ind.

På det største hospital i Gaza By ligger 120 personer lige nu i respirator.

- Hvordan skal man kunne flytte dem og hvortil, når man samtidig er under kraftigt israelsk bombardement?, siger mellemøstkorrespondenten.

Nanna Muus Steffensen rapporterer fra Tel Aviv:

FN har advaret om, at en sådan flytning er "umulig uden ødelæggende humanitære konsekvenser".

- Det, der allerede er en tragedie, kan forvandles til en katastrofal situation, siger FN-talsperson Stephane Dujarric i en udtalelse.

FN har opfordret til, at Israel annullerer ordren om, at de civile palæstinensere skal forlade området.

  • Gazastriben er blevet ramt af over 6.000 israelske luftangreb siden i lørdags. (Foto: © Mohammed Abed, Ritzau Scanpix)
  • Det israelske militær har annonceret, at de vil "operere betydeligt" i Gaza By de kommende dage. (Foto: © MAHMUD HAMS, Ritzau Scanpix)
1 / 2

Internt fordrevne skal flytte sig igen

Over 423.000 palæstinensere er allerede internt fordrevne i Gazastriben på grund af de israelske luftangreb, som enten har ødelagt deres hjem eller gjort det for farligt for dem at opholde sig der.

To tredjedele af dem opholder sig på FN-skoler, klinikker og hospitaler, hvor de håber at kunne være i sikkerhed for bombardementer.

Her til morgen er FN gået i gang med at rykke operationscentre og ansatte tilknyttet FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, UNRWA, længere mod det sydlige Gaza.

- Folk, der i forvejen er fordrevet og opholder sig i FN-bygninger skal måske endnu en gang til at flytte sig, siger Nanna Muus Steffensen.

- Både FN og menneskerettighedsorganisationer advarer kraftigt imod massefordrivelse af mennesker.

Alle indbyggerne i Gaza By er blevet opfordret til at rykke syd for floden Wadi Gaza. (Foto: © DR Grafik: Nathalie Nystad)

'Det ser sort ud' på hospitalerne

Læger Uden Grænser er en af de nødhjælpsorganisationer, der er til stede i Gazastriben.

Mia Terkelsen er sygeplejerske og talsperson for organisationen. Hun har selv tidligere været udsendt til Gaza og er i tæt kontakt med sine kollegaer dernede.

- Mine kollegaer arbejder lige nu i døgndrift på at behandle patienter med blandt andet granatsplinter, brandsår og skudsår, fortæller hun.

Israel har underlagt Gaza en total blokade som svar på Hamas' angreb, og i onsdags løb områdets eneste kraftværk tør for brændstof.

De fleste hospitalers nødgeneratorer kører stadig, men inden længe løber de også tør for brændstof.

Hospitalerne i Gaza er overfyldte og ved at løbe tør for basale forsyninger. (Foto: © MAHMUD HAMS, Ritzau Scanpix)

I går udtalte den israelske energiminister, Israel Katz, at Israel ikke kommer til at tillade, at Gaza bliver forsynet med varer, elektricitet, vand eller brændstof, før de israelske gidsler, som Hamas holder fanget i Gaza, bliver løsladt.

- Vi kan godt mærke, at vi er meget begrænsede af den her blokade. Strømmen er sluppet op og vores medicinske materiel er ved at slippe op. Så det ser sort ud, siger Mia Terkelsen.

Derudover er det svært for patienterne overhovedet at komme ind på hospitalerne på grund af hyppige luftangreb og ødelagte veje.

Mia Terkelsen undrer sig også over opfordringen fra Israel til civilbefolkningen om, at de skal flytte sydpå.

- Hvor skal de flytte sig hen? Grænserne er jo lukkede, siger hun.

Krigen mellem Israel og Hamas udvikler sig hele tiden. Du kan få seneste nyt i vores liveblog.