Kaotiske scener med flygtninge i Ungarn når nu nye højder, efter flygtninge og migranter i landet er begyndt at trodse myndighedernes anvisninger og forlade landet til fods.
De har været strandet i dagevis i Ungarn med en drøm om at komme til Tyskland, hvor de har hørt, at flygtninge behandles godt.
Men de får ikke lov til at komme videre med tog mod Vesteuropa af de ungarske myndigheder.
På Budapests østlige banegård har tusinder af desperate mennesker ventet på at rejse mod Østrig og Tyskland. Nogle af dem havde købt togbillet, men Ungarn har aflyst alle tog, der kører den vej.
Nu har hundredvis af dem taget konsekvensen og er begyndt at gå mod Østrigs hovedstad, Wien, skriver flere internationale medier.
Det er en tur på hele 243 kilometer, og den foregår i stegende hede, beretter flere af mediernes korrespondenter i området.
Vil have dem i flygtningelejr
Ungarns udenrigsminister bad dem tidligere fredag om at forlade banegården for at få dem i flygtningelejre, men det nægter de ifølge BBC.
- Vi har ikke flere muligheder end at gå, fortæller en syrisk flygtning til The Guardians journalist på stedet.
Samtidig skriver Reuters, at hundredvis af migranter fredag brød ud fra et flygtningecenter i det sydlige Ungarn.
Over 2.000 truer angiveligt med at gøre det samme. De ønsker også at få lov at komme videre mod Tyskland.
https://twitter.com/jamesmatesitv/status/639800175620440064
Det ungarske politi oplyser, at man har sat efter omkring 300 flygtninge og migranter og stoppet al trafik på en motorvej nær et flygtningecenter i byen Roszke tæt ved den sydlige grænse til nabolandet Serbien.
Ifølge ITV News' journalist James Mates, som befinder sig i området, har hundredvis taget ophold under en motorvejsbro, og der er alt for mange til, at politiet kan holde styr på den massive menneskemængde.
- Der er mange børn blandt dem, nogle i klapvogne. Meget varmt. Meget lidt vand. Et frygteligt syn, skriver journalisten på Twitter.
Politi vil rømme tog
Den massive folkevandring sker parallelt med en anden kaotisk episode i et tog i byen Bicske, hvor op mod 500 flygtninge og migranter har opholdt sig siden torsdag. De troede, at toget var på vej mod Wien, men det blev standset 40 km uden for Budapest, hvor myndighederne ville have dem i en lejr. Noget som har medført, at flygtningene ikke vil forlade toget.
Torsdag så man voldsomme scener fra toget, hvor flygtninge i desperation kastede sig ned på skinnerne. 'Ingen lejr. Ikke Ungarn. Frihedstog', skrev nogle af dem på siden af toget.
Ifølge BBC's korrespondent i Bicske planlægger urobetjente nu at rømme toget. Samtidig er et tomt fragttog blevet kørt hen foran toget, så pressen ikke længere kan se, hvad der foregår.
Kan nu få fængsel for at ødelægge hegn
Ungarn har de seneste dage gjort klart, at man ikke ønsker at modtage de mange flygtninge, og landet har i skarpe vendinger kritiseret Tyskland for at skabe falske forhåbninger for de nødlidende.
Senest har landet indført nye, stramme udlændingeregler, der nu gør det strafbart for flygtningene ikke at efterleve myndighedernes befalinger.
Ungarnske myndigheder overholder ifølge eget udsagn EU’s regler om at registrere alle, der krydser grænsen, men siger at en stor del flygtningene forsøger at sætte sig imod dette.
De vil hellere fortsætte rejsen til vestlige europæiske lande, da de ikke føler sig velkommen i Ungarn og frygter at skulle ende i en flygtningelejr i landet.
EU's regler foreskriver ellers, at asylansøgere skal have deres asylsag behandlet i det land, som de ankommer til.
Ungarn har for at skræmme flygtninge og migranter væk opført et 175 kilometer langt pigtrådshegn langs hele landets grænse til Serbien, men effekten har ikke vist sig at være optimal, da det alligevel er strømmet ind med nødlidende mennesker - primært fra det borgerkrigsramte Syrien.
Den praksis vil Ungarns regering have stoppet, og parlamentet har derfor godkendt en lov, hvor det kan give fængselsstraf at ødelægge hegnet eller krydser landets grænse uden tilladelse.