I really don't care, do u? Melania Trumps frakke vækker forargelse og kritik

Der var intet skjult budskab i førstedamens opsigtsvækkende frakke, siger hendes talsperson.

"I really don't care, do u?' stod der på Melania Trumps frakke. (Foto: © Kevin Lamarque, Scanpix)

Den amerikanske førstedame, Melania Trump, er endt i lidt af et stormvejr for sit valg af frakke, da hun i går skulle besøge to af de detentionscentre for migrantbørn, som i den seneste tid har skabt stor debat.

Da hun steg ombord på det fly, der skulle transportere hende til den amerikansk-mexicanske grænse, bar hun en armygrøn frakke. Og på ryggen af den stod der med store, hvide graffitilignende bogstaver:

”I really don’t care, do u?” – ”Jeg er virkelig ligeglad, er du?”.

Det budskab har vakt opsigt - og kritik - på både de sociale medier og blandt flere kommentatorer.

Ikke mindst fordi det var hendes mand, præsident Donald Trump, der i april besluttede at tvangsadskille de migrantfamilier, som illegalt forsøger at krydse grænsen til USA.

- Det må være en af de mest tonedøve beslutninger siden Marie Antoinette, lyder det eksempelvis fra Twitter-brugeren Robb Royer.

Frakken er fra tøjkæden Zara og koster 39 dollar, godt 250 kroner.

Og ifølge New York Times modeanmelder, Vanessa Friedman, kan det ikke være helt tilfældigt, at den amerikanske førstedame vælger at bære netop den frakke, når hendes garderobe er fyldt med dyrt designertøj fra mærker som Dolce & Gabbana, Balmain og Ralph Lauren.

- Det er muligvis det billigste beklædningsstykke, førstedamen nogensinde har båret, mens hun har repræsenteret administrationen, skriver hun i en klumme og understreger, at Melania Trump bruger sit tøj til at sende politiske signaler.

- Det virker som om, at fru Trump ofte bruger sit tøj som en slags privat dagbog. Dog en, som bliver analyseret af millioner af mennesker, der ikke kender hel konteksten.

Melania Trump besøgte to detentionscentre, der ligger ved den amerikansk-mexicanske grænse i Texas. (Foto: © Kevin Lamarque, Scanpix)

Trump: Det var målrettet "fake news"-medierne

Hos menneskerettighedsorganisationen Amnesty International er man også kritisk over førstedamens valg af frakke.

- Vi er rystede over den åbenbare mangel på empati i Melania Trumps jakke, som hun bar under sit besøg hos tilbageholdte børn i Texas, lød det på Twitter.

Flere end 2.300 børn fra lande som Honduras og El Salvador er i de seneste måneder blevet tvangsadskilt fra deres forældre som følge af Trump-administrationens nye nultolerancekurs over for migranter, der ulovligt forsøger at krydse grænsen til USA.

Og selvom den amerikanske præsident onsdag underskrev et dekret, der skal sikre, at migrantfamilier nu alligevel kan blive sammen, så møder kursen fortsat hård kritik – både internt i USA og i resten af verden.

Melania Trump valgte noget opsigtsvækkende at blande sig i den højspændte debat i begyndelsen af ugen med en skarp kritik af den nye kurs.

- Fru Trump hader at se børn blive skilt fra deres forældre og håber, at begge sider af den politiske fløj vil samles om at indgå en succesfuld immigrationsreform, lød det i en udtalelse fra førstedamen.

Hendes talsperson, Stephanie Grisham, afviste dog torsdag, at Melania Trump prøvede at sende et budskab med sin frakke.

- Det er en frakke. Der var intet skjult budskab, understreger hun i en udtalelse til Fox News.

- Jeg håber, at medierne efter dagens vigtige besøg i Texas (hvor detentionscentrene ligger, red.) vil vælge ikke at fokusere på hendes garderobe, understreger Stephanie Grisham.

Men den udlægning er præsident Donald Trump dog ikke enig i.

Ifølge præsidenten var ”I really dont’t care, do u?” en direkte henvisning til det, som han betegner som ”Fake News”-medier.

- Melania har lært, hvor uhæderlige de her, og hun bekymrer sig virkelig ikke om dem længere, skriver præsidenten på Twitter.