I dag skulle Hongkong have stemt til valg, men i stedet fylder protest og råb i gaderne

Valget er blevet udskudt til næste år grundet coronapandemien, siger regeringen.

Næsten 100 personer er indtil videre blevet anholdt. (Foto: © TYRONE SIU, Scanpix)

Indbyggerne i Hongkong skulle i dag have sat deres kryds ved et parlamentsvalg.

Men for lidt over en måned siden valgte regeringen at udskyde valget på grund af coronapandamien - og det har vakt stærk kritik fra oppositionen.

- Coronatallene i Hongkong er ikke særlig høje, så mange tror ikke på, at det var den reelle årsag, siger Philip Khokhar, DR Nyheders Asien-korrespondent.

Demonstranter er derfor gået på gaden, på trods af frygt for den nye sikkerhedslov, hvor blandt andet oprør eller forsøg på løsrivelse kan give fængsel på op til livstid.

I løbet af dagen har der været sammenstød med politiet.

  • Hundredevis er samlet for at vise deres utilfredshed med valget. (Foto: © TYRONE SIU, Scanpix)
  • Der er blandet andet meldinger om, at politiet har kastet med peberspray. (Foto: © TYRONE SIU, Scanpix)
  • I løbet af eftermiddagen er politi blevet mødt af råb fra demonstranter. De har råbt "giv mig min stemme tilbage" og "korrupte politibetjente", mens politiet har forsøgt at opløse protesterne, skriver Ritzau. (Foto: © TYRONE SIU, Scanpix)
1 / 3

Men selv om næsten 100 personer er blevet anholdt, og politiet har benyttet peberspray, har dagens protester en anden karakter end dem, vi så sidste år. En del af forklaringen skyldes den nye sikkerhedslov, forklarer Phillip Khokhar.

- Selv om mange er vrede over, at afstemningen er blevet aflyst, tør de ikke at vise det. Folk er bange for den nye sikkerhedslov, som meget let kan få en i problemer, hvis man kritiserer regeringen. For med loven er det blevet ulovligt at skabe had mod regeringen, siger han og tilføjer:

- Loven er en blanding af coronalovgivning, som betyder, at hvis man samles mere end to personer, kan man blive arresteret på stedet.

Sikkerhedslov truer oppositionen

Valget i september kunne blive den demokratiske oppositions forsøg på at genvinde politisk indflydelse i det lokale parlament, hvor mange politikere er loyale mod styret i Beijing.

Ifølge Philip Khokhar troede oppositionen også selv på sejr ved det nu udskudte valg, og det samme afspejlede deres seneste bedrifter.

- Det så ud til, at oppositionen ville få et godt valg. De klarede sig godt til distriktvalget i november og meget tydet på, at de kunne få flertal i parlamentet, siger han.

Men på samme tid står oppositionen svagt blandt andet på grund af den nye sikkerhedslov.

- Loven har gjort det sværere at kritisere regeringen og det, kombineret med strikse corona-regler, betyder, at oppositionen står svagt. Lige nu har de ikke mange andre muligheder end at håbe på, at coronasituationen bliver bedre, så der kan afholdes valg, siger han og tilføjer:

- Jeg tror dog ikke, at de giver op på den lange bane. Der er tradition for, at demokratibevægelsen kommer tilbage, selv om de nogle gange er presset, siger han.

Tvivler på forklaring

Det er cirka en måned siden, at regeringen med Carrie Lam, Hongkongs regeringsleder, i front aflyste valget. Forklaringen lød, at det skyldtes smittetrykket. Men selv om Philip Khokhar vurderer begrundelsen som fair, kan man sætte spørgsmålstegn ved argumentet.

- Jeg tvivler på, at den var reel. Da Carrie Lam aflyste valget lå smittetrykket på cirka 100 personer om dagen, og i dag er vi nede på 18, siger han og henviser til, at USA står til at holde valg senere på året, hvor der ikke har været nogen meldinger om, at valget skulle blive udskudt trods højt smittetryk.

Carrie Lam holder her tale til den årlige ceremoni, der markere Storbritanniens overgivelse af Hongkong til Kina. (Foto: © STRINGER, Scanpix)

Ifølge ham er det heller ikke sikkert, at indbyggerne i Hongkong kommer til at gå til stemmeboksene om et år.

For de seneste år har både regeringen i Hongkong og Beijing vist, at de har været ligeglade med demokratiske spilleregler, lyder det fra korrespondenten.

- Man kan være bekymret for, om der kommer et valg eller om regeringen i Hongkong vil fabrikere en ny undskyldning. Det vil ikke overraske mig, hvis der ikke kommer et frit valg næste år, siger han.

Sikkerhedslov for Hongkong

  • Loven slår hårdt ned på separatisme og "enhver handling, der på alvorlig vis truer den nationale sikkerhed" i Hongkong.

  • Den nye lov åbner blandt andet op for, at der kan idømmes fængsel på livstid for at samarbejde med udenlandske kræfter og for terrorhandlinger.

  • Oprør eller forsøg på løsrivelse kan også give fængsel på op til livstid

  • Det betragtes i nogle tilfælde som terror, hvis man gør skade på visse typer køretøjer og udstyr.

  • Loven gælder alle, som befinder sig i Hongkong - også udlændinge. Den overtrumfer områdets eksisterende lovgivning, og det kinesiske styre i Beijing overtager ansvaret for at føre juridisk kontrol af "komplekse" sager, som truer rigets sikkerhed.

  • Virksomheder og organisationer kan også straffes efter den nye lov.

  • Menneskerettighedseksperter fra FN har blandt andet kritiseret loven.