I en lagerhal på en fabrik i Mazar-e-Sharif i det nordlige Afghanistan står omkring 200 kilo lakridspulver.
Det er planen, at det skal finde vej til Danmark.
Men efter Talibans magtovertagelse er det uvist, hvornår det kommer afsted.
Og det er bare en af udfordringerne for virksomheden Shadian Licorice, der årligt eksporterer 1.400 ton lakrids til Europa og Asien. For i det Taliban-styrede Afghanistan er mange af kvinderne usikre på, om de må blive ved med at gå på arbejde.
Et arbejde, der ellers er dybt nødvendigt for familiernes økonomiske grundlag.
- Nogle af kvinderne har forladt virksomheden på grund af frygt for at blive gjort fortræd. Nogle er taget til Iran. Men vi gør vores bedste for at kunne fortsætte arbejdet her, forklarer virksomhedens direktør, Rafe Haidary.
De 200 kilo lakridspulver skal ende hos Lakrids by Bülow. Ved at bestille det gennem den danske virksomhed Warfair støtter virksomheden produktion og de medarbejdere, for hvem indkomsten er vigtig i svære økonomiske tider.
Men Shadian-direktøren ved ikke, hvornår forsendelsen kan komme afsted.
- Den nuværende situationen har gjort, at vi har sat vores eksport på pause. Alle vores Afghanistan-kontorer er sat på pause, men vi håber, de kan åbne snart, så vi kan fortsætte vores arbejde.
I magasinet Horisont kan du møde flere afghanere, som fortæller om livet, efter Taliban har overtaget, blandt andet Haqmal, der er blevet politichef. Se mere via linket her.