Hveranden tysker vil have Grækenland ud af eurozonen

Over halvdelen af befolkningen i Tyskland mener, at Grækenland bør forlade eurozonen.

De fleste tyskere mener, at de gældsplagede grækere skal ud af eurozonen.

Det fremgår af en meningsmåling, der offentliggøres af tv-stationen ZDF.

Samtidig siger målingen, som er lavet af instituttet Politbarometer, at 80 procent af tyskerne mener, at Grækenland optræder utroværdigt i forhandlingerne med de andre lande i eurozonen.

Færre tror på Grækenland

Ifølge målingen siger 40 procent af tyskerne, at Grækenland bør blive i eurozonen. I en tilsvarende måling for en uge siden var det 52 procent.

Den nye måling siger nu, at 52 procent af tyskerne gerne ser Grækenland ud af eurozonen. For en uge siden var det kun 41 procent.

Kun 11 procent mener, at den venstreorienterede regering i Athen optræder troværdigt, og kun 14 procent mener, at grækerne faktisk vil gennemføre de reformer og besparelser, som Grækenland har forpligtet sig til for at få de store kriselån.

Merkel er mest populær

I øvrigt bekræfter meningsmålingen, at Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, fortsat er landets mest populære politiker.

Nummer to på denne liste er finansminister Wolfgang Schäuble.

Netop de to tyske ledere har stået i spidsen for kravene om, at Grækenland skal gennemføre reformprogrammerne til gengæld for de lån, som landet har fået af EU, den europæiske centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF).

/ritzau/