Da Salzgitter toner frem bag vinduesviskerne på bilen, er det lidt som at komme hjem. Det her er Tyskland, men det kunne lige så godt være min barndoms danske provinsby: en lille bykerne med ældre bygninger og kendte butikskæder. En periferi af snorlige veje, skiftevis flankeret af parcelhuse, boligblokke og pletvis industri.
Det er først, da jeg stiger ud af bilen i centrum af Salzgitter, jeg mærker forskellen: folk på gaden er overvejende af mellemøstlig herkomst. Der er markant flere tyrkiske og arabiske butikker på byens hovedstrøg end i for eksempel Herning.
- Vi har altid vendt blikket ud mod verden. Vi har altid været venlige overfor fremmede mennesker.
Sådan siger Frank Klingebiel, borgmester i Salzgitter, da jeg kort efter møder ham på byens rådhus. Men, siger han.
- Nu kommer der så mange, at vi ikke har ressourcer til at modtage flere.
Nedtur fulgte efter globaliseringen
Vi sidder på borgmesterens kontor i grå beton og brune træpaneler fra dengang, det her var Vesttyskland. Frank Klingebiel kigger eftertænksomt ud af vinduerne på sin by, mens han fortæller. Om hvordan Salzgitter har været en indvandrerby, lige siden de kronede dage, hvor stålværket og bilfabrikken trak tyrkiske gæstearbejdere til.
Men så ramte globaliseringen. Og så ramte nedturen. Tyskere flyttede væk og efterlod tusinder af tomme arbejderboliger. I stedet kom der stadigt flere indvandrere til. Senest i flygtningekrisen, hvor over en million mennesker strømmede ind i Tyskland.
- Salzgitter tiltrak mange af dem, forklarer borgmesteren.
- Vi havde jo en hel del af de boliger, der var mangel på i andre tyske byer. Og så rygtedes det blandt flygtninge, at der var ved at opstå et syrisk samfund her. Det tiltrak endnu flere.
Byen med flest nytilkomne i Tyskland
Med 5.700 flygtninge ud af 106.000 indbyggere er Salzgitter den by i Tyskland, der har taget imod flest nytilkomne i forhold til indbyggertallet.
I forvejen har byen mange gæstearbejdere boende: Antallet af borgere med udenlandsk statsborgerskab er på 18.344, altså godt 17 procent.
Men i oktober sidste år blev det mere, end lokalsamfundet kunne magte.
Frank Klingebiel trak nødbremsen. Han fik indført fuldt stop for flygtninge. I de kommende to år er det forbudt for dem at flytte til Salzgitter.
Borgmesterens blik formørkes.
Salzgitters borgmester, Frank Klingebiel, fik indført fuldt stop for flygtninge.
- Det er ikke et tiltag, jeg er stolt af. Men det er heller ikke noget, jeg skammer mig over. Det var simpelthen nødvendigt.
Der var tungtvejende hensyn, der skulle tages. Til de overbebyrdede flygtningehjælpere og integrationsarbejdere. Til stemningen blandt byens borgere, der begyndte at vende sig mod de nytilkomne.
Børnehave med 94 procent migranter
Jeg mærker det selv, da jeg besøger en børnehave i Fredenberg, en bydel hvis indbyggere har tysk, men især tyrkisk og østeuropæisk baggrund. Det er folk, der i reglen kun har få penge mellem hænderne. Det er folk, der i de seneste år har fået mange nye naboer: flygtninge fra Syrien, Irak og Afghanistan.
Det er tidlig morgen, og i børnehaven bliver søvndrukne børn bragt af travle forældre. Jeg veksler et par ord med en far, der kom til Tyskland fra Tyrkiet for 30 år siden. ”Dengang var jeg den eneste tyrkiske dreng i børnehaven. I dag er de færreste børn her fra Tyskland,” fortæller han.
Børnehavens leder, Andrea Bernhof, forklarer, at den på nuværende tidspunkt består af 50 børn, hvoraf 94 procent er migranter. 18 børn er flygtet hertil fra Syrien.
- Da flygtningekrisen satte ind, blev vi nærmest oversvømmet. Vi vidste slet ikke, hvad vi skulle gøre af alle de børn, der kom. Lige nu har vi 170 børn på venteliste. 70 procent af dem er fra Syrien.
For de blege og de brune børn her i institutionen virker det som det mest naturlige i verden at lege sammen. Det er blandt de voksne, konflikterne spirer.
- Vi hører fra mange forældre – tyskere såvel som indvandrere, der har været her længe – at det er flygtningenes skyld, når andre ikke kan få en børnehaveplads, fortæller Andrea Bernhof.
Stefan Materne er en af de tyske forældre i børnehaven. Mens han får sin søn i overtøjet, fortæller han mig, hvordan stemningen i kvarteret begynder at vende sig mod de nye tilflyttere.
- Mange reagerer på de rygter, de hører: at flygtningene får i pose og i sæk.
- Tag til Salzgitter. Der er plads
Det er ikke det indtryk, jeg får, da jeg besøger en af de mange flygtninge i Salzgitter.
Saleh Aljasem er en ingeniør fra Aleppo i Syrien. Han kom til Tyskland i 2015, da flygtningekrisen var på sit højeste. Sidste år fik han familiesammenføring, og hentede sin hustru og tre børn hertil. De bor i en nedslidt lejlighed, som byen har stillet til rådighed. Indretningen består af en gammel sofa, et par træsenge, nogle havemøbler og et tv. Nogen har klæbet et par store, sølvfarvede klistermærker af sommerfugle på de nøgne vægge.
Saleh Aljasem taler gebrokkent tysk. Så gebrokkent, at jeg foreslår at tale engelsk i stedet. Men han insisterer på at tale sit værtslands sprog.
- Da jeg kom til Tyskland, var jeg først i Potsdam og Oranienburg, fortæller Saleh Aljasem.
- Men der var ingen boliger til os flygtninge. Så sagde nogle af mine venner fra Syrien: Tag til Salzgitter. Der er der plads.
Saleh Aljasem understreger igen og igen, at han ikke har taget lejligheden fra nogen tyskere. Og at de ikke skal se det som et problem, at hans familie er her.
- Vi betaler for strøm og vand. Vi går ned og køber ind. Vi bidrager til økonomien, siger han.
- Tysker. Udlænding. Udlænding. Udlænding.
Men der er folk i Salzgitter, der ikke synes, at de nye indbyggere bidrager. Og der er en mand, der går i spidsen for dem: Michael Gröger.
- Tysker. Udlænding. Udlænding. Udlænding.
Da jeg møder ham, er det første, han viser mig, dørskiltene på den bygning, hvor han voksede op. Det næste, vi ser på i hans barndomsgade, findes ikke mere: alle de tyske butikker. Bagere. Slagtere. Nu er her mest shisha-barer og kebab-butikker. Michael Gröger føler sig efterhånden utilpas i sin egen by, siger han. Han vil have Tyskland tilbage, som det var engang – før ”de fremmede” kom.
- Da flygtningekrisen ramte, knækkede filmen for mig. Jeg så på tv, hvordan de her hundredetusinder af fremmede strømmede over grænsen til Tyskland. Det var det, der fik mig til at gå ind i AfD, forklarer Michael Gröger.
Politikeren Michael Gröger streamer en udsendelse om Salzgitter på nettet.
AfD – Alternative für Deutschland. Det er Tysklands højrenationale, islam- og indvandringskritiske parti. Michael Gröger er i dag dets lokalformand i Salzgitter.
- Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg kunne ikke bare sidde der på sofaen foran tv’et og knytte næverne.
I stedet sidder Michael Gröger nu foran kameraet i sin egen tv-udsendelse, som han streamer på nettet. Her siger han ting som: det, der sker i Salzgitter, er det AfD har advaret om længe: Tyskland bliver oversvømmet af unge muslimske mænd. Vi oplever tiltagende ghettodannelser, hvor der næsten kun bor muslimer.
Det er ment som et vækkelsesråb. Det lyder dommedagsagtigt. Michael Gröger ser sig selv som modstandsmand. Andre kalder ham en ekstremist.
Uanset hvad, får Michael Gröger mere og mere opbakning fra borgerne i Salzgitter. Ved valget i Tyskland i september klarede AfD sig bemærkelsesværdigt godt i den gamle industriby. I Fredenberg-kvarteret stemte 40% på det indvandringskritiske parti. Mange af AfD-vælgerne her er selv indvandrere. På landsplan nåede partiet kun op på 12,6%.
Da den konservative borgmester Frank Klingebiel sagde stop for flere flygtninge, kaprede han et af AfDs vigtigste anliggender – og satte måske en stopper for partiets himmelflugt i Salzgitter. Selv siger han, at det ikke var planen, og at stoppet havde været undervejs i lang tid.
I børnehaven i Fredenberg priser de sig lykkelige over flygtningestoppet.
- Lige nu håber vi, at der ikke kommer flere, siger børnehaveleder Andrea Bernhof.
- Nu skal vi i første omgang tage os af dem, der er her allerede. Det bliver heller ikke let. Men nu har vi i det mindste fået en åndepause.
Se mere i "Horisont: Byen der sagde stop" klokken 21.55 på DR1.