Hver anden franskmand siger ok til at diskriminere overvægtige

45 procent af alle franskmænd mener, at det er i orden at undlade at ansætte en overvægtig person.

Forfatteren Gabrielle Deydier har flere gange oplevet mobning på grund af sin vægt.

Franske virksomheder må gerne sige nej tak til potentielle medarbejdere - alene fordi, de er overvægtige.

Det mener knap halvdelen - 45 procent - af alle franskmænd, viser en undersøgelse.

Næsten halvdelen af den franske befolkning er overvægtig. Og med overvægt følger mobning, fortæller forfatten Gabrielle Deydier.

- På arbejdsmarkedet har jeg oplevet, at folk helt åbent siger til mig, at de ikke vil arbejde sammen med en person, der er så fed. Det skete på min sidste arbejdsplads.

Mød Gabrielle Deydier i videoen:

Ligestillingsborgmester starter kampagne

Undersøgelsen har fået ligestillingsborgmesteren i Paris, Hélène Bidard, til at reagere.

Hun har taget initiativ til en kampagne, der skal bekæmpe den voldsomhed overfor overvægtige, der har udviklet sig i det franske samfund.

- Først og fremmest skal vi sætte ord på diskriminationen, siger Hélène Bidard.

Et glas champagne og et grønt salatblad

På vægtskalaen skiller modebyen Paris sig ud fra resten af landet.

Her er langt færre overvægtige, men dem, der er, har det svært. Ifølge flere kvinder lever de nemlig i en by, hvor myten er, at den smukke pariserinde lever af et glas champagne og et grønt salatblad, fortæller DR's internationale korrespondent, Stéphanie Surrugue.

- Flere overvejer at gå i stedet for at tage metroen, fordi de bliver råbt ad på rulletrappen om, at de spærrer og får at vide, at de ikke kan køre med i myldretiden, fordi de fylder for to, siger Stéphanie Surrugue.