Krim-halvøen i Ukraine er besat af russiske soldater.
Ingen ved, hvad russerne har tænkt sig, og hele verden holder i disse dage vejret af frygt for, hvad fremtiden vil bringe i Ukraine.
Vi har bedt professor Mikkel Vedby Rasmussen, der grundlagde Dansk Institut for Militære Studier om at komme med sine bud på mulige scenarier for fremtiden i Ukraine.
1. Krim-scenariet
Putin fastholder kontrollen med Krim, og den ukrainske regering accepterer det ud fra tankegangen: Hvis det er prisen for at slippe af med russisk indflydelse, så betaler vi den.
2. Det østlige Ukraine-scenariet
Russerne stopper ikke ved Krim-halvøen, men går ind i det østlige Ukraine. Pointen kan være at skabe usikkerhed om, hvor Ukraines østlige grænse til Rusland går.
Hvad er Ruslands interesse i det?
- Det kan være en smart måde at forhindre fuld integration af Ukraine i EU og Nato. De behøver ikke at besætte det, men kan bare sørge for, at det altid er lidt uklart, om det man bestemmer i Kijev bliver ført ud i livet i Kharkiv (Storby i det østlige Ukraine, red), siger Mikkel Vedby Rasmussen.
Dermed vil Rusland skabe det, man i militærsprog kalder for en 'frossen konflikt', hvor Rusland har indflydelse på landet.
Det betyder ikke, at resten af Ukraine ikke kan få handelsaftaler med EU, men det gør, at Rusland hele tiden har en snor i, hvad der sker i Ukraine.
3. Borgerkrigs-scenariet
Det er ikke længere kontrollabelt, og en borgerkrig bryder ud. En direkte konflikt mellem de ukrainske styrker og de bevæbnede russere.
Mikkel Vedby Rasmussen vurderer, at det også vil få militser til at blande sig i konflikten.
- Det vil forment ligne det, vi så i krigen mellem Kroatien og Serbien. Hvor man har rigtige krigsherrer, der laver 'rigtige' slag, og man har militser, der gør grimme ting ved civilbefolkningen.
Uforudsigelig Putin
Vladimir Putin nævnte netop den østlige del af Ukraine på sit pressemøde i går, og udelukkede ikke muligheden for, at Rusland ville kommer den østlige del af Ukraine til "undsætning, hvis det blev nødvendigt".
Og hvilket scenarie af de tre er så det mest sandsynlige?
- De to første er mere sandsynlige end det sidste. Men det der kendetegner Putins udenrigspolitik er, at han er rimelig kold over for konsekvenser, og han er ikke bange for gå ned af en vej som ingen ved, hvor fører hen. Det er det, han har gjort her, siger Mikkel Vedby Rasmussen.
Han vurderer, at der skal meget lidt til, før det kommer ud af kontrol i Ukraine.
- Man kan sagtens forestille sig en situation, hvor nogen åbner ild på Krim, uden at der er nogen, der har ønsket det. Det ville ikke være første gang i militærhistorien. Så går det galt derfra, og det kan være svært at styre for Putin.