Morten Lynge er normalt vejr-vært på DR, men han er også uddannet pilot og har over ti års erfaring i luften.
Han har blandt andet fløjet i Sydøstasien og arbejder stadigvæk med at undervise kommende piloter i flysimulatorer.
Vi har derfor bedt ham forklare en række af de scenarier, der kan være sket om bord på det Boeing 777-fly fra Malaysia Airlines, der har været forsvundet siden fredag aften.
Usandsynligt at flyet er disintegreret
Flere har nævnt muligheden for, at flyet kan være disintegreret i luften, hvilket oversat vil sige at det er sprængt til atomer i luften. Er det sandsynligt?
- Det virker usandsynligt på mig, at det er disintegreret, for så er det hele flyet, vi taler om, der skulle være sprængt til atomer.
- Det er et 70 meter langt fly, vi taler om her. I så fald ville der skulle en simultan sprængning til sprængladninger i hele flyet, og de skal detoneres samtidig, før at det kan lade sig gøre.
Den manglende kommunikation
Hvordan kan det være, at cockpittet ikke har kommunikeret med kontroltårnet?
- Der må være sket noget uventet meget hurtigt. I pilotverdenen arbejder man efter formlen: Aviate, Navigate, Communicate.
Først skal man have styr over flyveren, så skal man have styr på kursen, og til sidst sørger for at holde sine omgivelser orienteret.
Dødvande
Kan kommunikationen med kontroltårnene være svigtet?
- Man kan opleve, at der er optaget på frekvensen, når man skifter fra et luftrum til et andet. I det her tilfælde, da man skifter fra det malaysiske kontroltårn til det vietnamesiske.
- I den situation kan der opstå et-to minutter, hvor man er i et no mans land. Det er en hverdagssituation for piloter. Men det ville være skæbnens ironi, hvis der var sket noget med flyet netop som det befandt sig i et kommunikations-dødvande.
Tabte muligvis højde
Ifølge ubekræftede rapporter vendte flyet om og tabte højde kort tid inden, det forsvandt fra radaren. Hvad kan det indikere, hvis det er sandt?
- Hvis det er sandt, kan det være tegn på, at piloterne har lavet et såkaldt emergency descent. Det gør man for eksempel, hvis kabinetrykket falder.
Hvad kan forårsage at kabinetrykket falder pludseligt?
- Det kan være en lem, der åbner ved en fejltagelse, en pakning, der sprækker eller en bombe, der skaber hul i flyverkroppen, så kabinetrykket falder.
- Det kan også være en anden teknisk fejl, der gør, at piloten vælger at dykke ned, inden det går så galt. For hvis man for eksempel kan se en indikation på, at to ud af de tre systemer, der holder på kabinetrykket er sat ud, så kan man vælge at lave det som en ekstra sikkerhed.
Eksplosion er sandsynligt
Kan et fly flyve under radaren - altså så man ikke kan se det på radaren?
- Det kan man godt, hvis radaren ikke dækker helt ned til jord- eller vandoverfladen. Men sandsynligheden for, at man tager et over 300 ton tungt passagerfly over havet, hvor der er masser af fiskerbåde og andre, uden at det bliver opdaget, den har jeg helt afskrevet.
Hvilke scenario, tror du selv, er det mest sandsynlige?
- Jeg ved, hvad fly kan tåle, og jeg ved hvilken iver og stolthed piloter sætter i deres arbejde og i at kommunikere, hvis noget er galt.
- Derfor må der være sket noget pludseligt. Om det er en bombeeksplosion, et kæmpe stort teknisk problem i form af en eksplosion, eller nogen er trængt ind i cockpittet eller andet ved jeg ikke. Men noget er sket så hurtigt, at piloten ikke har nået at kommunikere det.