Hvad kan der ske efter USA's angreb i Irak? Og hvad er helt usandsynligt?

To eksperter giver her et overblik over mulige scenarier i Mellemøsten.

Iran har lovet gengældelse for et amerikanske angreb, der dræbte én af landets mest magtfulde mænd. (Foto: © ABEDIN TAHERKENAREH, Scanpix)

En chokbølge gik i morges gennem Mellemøsten. Indbyggere stod op til nyheden om et amerikansk attentat på én af Irans vigtigste mænd, general Qassem Soleimani.

- Det her er uden fortilfælde og ude af proportioner, lyder det fra Rasmus Christian Elling, der er lektor på Københavns Universitet og forsker i Iran.

- Man dræber ikke hinandens højtstående militære ledere. Det har amerikanerne gjort og på den måde brudt en grænse.

Ifølge DR’s korrespondent i Mellemøsten, Michael S. Lund, ser iranerne angrebet som en krigserklæring, som de er nødt til at svare igen på.

- Iran har allerede varslet gengældelsesangreb, og jeg er ikke i tvivl om, at der kommer en eller anden form for gengæld, men det er uforudsigeligt hvordan, hvornår og hvor.

Her er Rasmus Ellings og Michael S. Lunds bud på hvad der kan ske:

1

Gengældelsesangreb

Angreb på amerikanske mål i Mellemøsten

Iran kan angribe amerikanske interesser som:

  • Ambassader

  • USA’s militære installationer og baser i Irak

  • Olieinstallationer

- Det er åbne mål i regionen med stor symbolsk værdi, man relativt nemt kan ramme, og som udstiller amerikanerne som svage, pointerer Rasmus Elling.

Ifølge Michael S. Lund er det sandsynligt, at der vil blive ført en stedfortræderkrig fra iransk side.

- Det er muligt, at Iran vil benytte én eller flere af de militser, landet kontrollerer i forskellige lande i Mellemøsten, til at angribe. På den måde kan Iran holde eventuelle aktioner ud i strakt arm og holde fast i, at det ikke er Iran selv, der sender et missil afsted.

Angreb på olieskibe i det strategisk vigtige Hormuz-stræde

Fra strædet mellem den Persiske Golf og Omanbugten fragter olieskibe millioner af tønder olie til resten af verden. En mulighed for Iran er at forsøge at ramme olietrafikken ved at beslaglægge olieskibe under amerikansk flag eller under USA’s allieredes flag.

- En stor del af verdens olieeksport foregår gennem det smalle Hormuz-stræde. Ved at lukke strædet kan Iran true verdensøkonomien. Det har iranerne gjort før, siger Rasmus Elling.

Cyberangreb

Iran kan hacke amerikanske firmaer eller ministerier og på den måde lamme amerikanske interesser elektronisk.

- Iran har udviklet cyberangreb dramatisk indenfor de seneste år, og det er ikke usandsynligt, at iranerne vil angribe amerikanerne med cyberkrig for at udstille USA's svagheder, siger Rasmus Elling.

2

Krig?

Regulær krig er usandsynlig lige med det samme, vurderer både Rasmus Elling og Michael S. Lund.

- Iran har rigelige problemer med en elendig økonomi, sanktioner fra amerikansk side, der stækker samfundet samt protester imod det iranske styre, forklarer Michael S. Lund.

Dog kan det ikke udelukkes, at ét af ovenstående angreb kan udløse krig med soldater i kamp.

- Gengældelsesangreb kan eskalere situationen på en uforudsigelig måde, så krig kan endnu ikke udelukkes, lydet det fra Michael S. Lund.

- USA’s angreb virker ude af proportioner, skødesløst og uigennemtænkt. Derfor er der en frygt for, at Irans svar også bliver ude af proportioner, og derfor er iagttagere bekymrede for krig, mener Rasmus Elling.

3

Den bløde løsning – diplomati?

Forhandlinger mellem iranske og amerikanske politikere virker også usandsynlige, mener Michael S. Lund og Rasmus Elling.

- Lige nu virker det helt utænkeligt, at Iran vil forhandle med USA om noget. USA’s angreb bekræfter Irans religiøse og militære lederskab i, at der er krig, siger Rasmus Elling.

Og krig forhindrer nødvendigt diplomatisk fodarbejde, påpeger han.

- Iran ser angrebet som en krigserklæring – blandt andet fordi Soleimani var én af Irans mest magtfulde mænd. Når en mand som ham bliver dræbt i et angreb, som det, der fandt sted, sætter iranerne sig ikke bare uden videre ved forhandlingsbordet, siger Michael S. Lund.