72-årige Gisèle Pelicot er lige nu centrum for en grusom voldtægtssag, som har rystet Frankrig.
Med rank ryg og til klapsalver fra de fremmødte er hun siden starten af september mødt op i retten i Avignon, hvor hendes 71-årige nu tidligere ægtemand er anklaget for gennem ti år at have bedøvet hende og ladet omkring 80 forskellige mænd voldtage hende.
Gisèle Pelicots mand filmede overgrebene. På et USB-stik har politiet fundet omkring 100 videoer af voldtægterne, som nu udgør et centralt bevis i sagen, hvor 50 mænd udover ægtemanden er sigtet.
Først havde en dommer af hensyn til sagens karakter besluttet, at videoerne kun skulle vises for sagens dommere og jury.
Men det har Gisèle Pelicot selv protesteret mod, og i fredags omgjorde en dommer beslutningen og tillod, at journalister og personer, der møder op til retssagen, også må se videoerne af de påståede voldtægter.
Pelicots advokater kaldte dommerens omgørelse for en "sejr".
- Hvis disse høringer gennem deres omtale hjælper med at forhindre andre kvinder i at skulle gennemgå det samme, så vil hun finde mening i sin lidelse, sagde Stéphane Babonneau, som er en af Gisèle Pelicots advokater, ifølge BBC.
Vil bevise, at hun ikke kunne give samtykke
Gisèle Pelicot mand har erkendt, at han har bedøvet sin hustru, voldtaget hende og inviteret fremmede mænd til at begå overgreb på hende.
15 af de sigtede mænd erkender voldtægt, mens resten kun erkender, at de har deltaget i "seksuelle handlinger".
De anklagede mænds advokater har argumenteret for, at mændene troede, at Gisèle Pelicots var klar over, hvad der skete, og at det var en seksuel leg mellem hende og ægtemanden.
Men ved at vise videoerne i retten håber Gisèle Pelicots advokater at kunne vise offentligheden, at hun på ingen måde var i stand til selv at give samtykke til overgrebene, fortæller Karin Mørch, der er journalist på DR's udlandsredaktion med stort kendskab til Frankrig.
- En af dem, der havde set videoen i retten, kom ud og sagde, at det var helt tydeligt, at hun lå fuldstændig bevidstløst hen, siger hun.
Skammen skifter side
I fredags blev syv videoer vist i retten, og flere af de tilhørende måtte forlade lokalet undervejs, fordi det var for ubehageligt for dem at se.
Dommeren har understreget, at videoerne kun bliver vist i retten, hvis de er "strengt nødvendig for at afsløre sandheden" efter anmodning fra en af parterne.
Inden videoerne bliver vist, kommer der også en advarsel, så tilhørerne har mulighed for gå ud, hvis de ikke ønsker at se dem.
Normalt ville denne type sager blive ført for lukkede døre af hensyn til ofrets privatliv.
Men Gisèle Pelicot har selv bestemt, at sagen skal føres for åbne døre, og at hendes navn skal være offentligt kendt.
- Ved at stå frem vender hun skammen fra sig selv mod de mænd, der har begået overgrebene, siger Karin Mørch.
- Det er ikke kvinderne, der har noget at skamme sig over, det er voldtægtsmændene, der skal skamme sig, siger hun.
Giver genlyd over hele Frankrig
Sagen har sat gang i en større samtale i det franske samfund, hvor Gisèle Pelicot er blevet et ikon og hyldet for sit mod til at stå frem, fortæller Karin Mørch.
I går gik flere hundrede mænd og kvinder på gaden i byen Mazan, hvor Gisèle Pelicot boede sammen med sin mand, og hvor mange af overgrebene menes at have fundet sted.
- Sagen har sat enormt fokus på spørgsmålet om samtykke. Om man kan give samtykke, når man ikke er ved bevidsthed, og om ens mand kan give samtykke på vegne af en, siger Karin Mørch.
- Den her sag er historisk og har givet genlyd over hele Frankrig. Sagen kommer helt sikkert til at ændre måden, man ser på voldtægt og partnervold på, siger hun.
Retssagen forventes afsluttet i slutningen af december.
Du kan høre mere om Gisèle Pelicot kamp for at vende skammen i dette afsnit af Genstart: