Houston forbyder borgere at gå ud om natten: Vil forhindre plyndringer

Efter rapporter om røverier og falske agenter vil myndigheder forhindre, at kriminelle udnytter byens borgere i oversvømmelsernes kaos.

Udgangsforbuddet gælder fra midnat til kl. 5. Det er endnu uvist, hvor mange dage det skal vare. (Foto: © Brendan SMIALOWSKI, Scanpix)

Der er nu udstedt et udgangsforbud i Houston, så borgerne i USA’s fjerdestørste by ikke længere må gå på gaden om natten.

Det annoncerede byens borgmester Sylvester Turner på et pressemøde tirsdag aften. Udgangsforbuddet skal forhindre plyndringer af de mange huse, der er blevet forladt, fordi store dele af millionbyen er blevet oversvømmet.

- Der er nogle, der vil udnytte situationen. Så før det får fodfæste i byen, er vi nødt til at holde det i skak, sagde Turner.

Væbnede røverier

Politiet oplyser, at udgangsforbuddet betyder, at man ikke kan køre rundt eller opholde sig i det offentlige rum, og ordensmagten er opmærksom på flere typer kriminalitet.

- Vi har haft problemer med væbnede røverier og folk med pistoler og skydevåben, siger politichefen i Houston, Art Acevedo, ifølge nyhedsbureauet Reuters. Han har tidligere oplyst at man har anholdt flere personer, der var ved at stjæle fra lukkede butikker.

DR’s korrespondent Steffen Kretz er i Houston og forklarer, at myndighederne forsøger, at få folk til at forlade deres oversvømmede huse.

- Det er set før ved katastrofer, at nogle har benyttet lejligheden til at rydde butikker eller private hjem. Så myndighederne sender et signal til folk, der bliver i deres hjem, at nu skal de komme ud, for nu vil der være udgangsforbud om natten, og politiet vil gøre deres yderste for at beskytte deres ejendom, siger Steffen Kretz.

- Jeg har selv mødt folk, der sad tilbage i deres oversvømmede hus og ikke ville forlade det, fordi de ville beskytte deres ejendele, og det er nok dem borgmesteren sender et signal til, fortæller Steffen Kretz.

Advarer mod falske agenter

Myndighederne har også rapporteret, at personer har udgivet sig for at være agenter for amerikanske sikkerhedsmyndigheder og givet folk besked på at forlade deres oversvømmede hjem for at kunne plyndre deres hjem.

Derfor opfordrer Houstons borgmester borgerne til at kræve at se officielle politiskilte og id-dokumenter fra enhver, der banker på deres dør.

Forbuddet mod at gå på gaden gælder fra midnat til klokken 5 i en ikke afgrænset periode. Nødhjælpsarbejdere, redningspersonale og folk på vej til og fra arbejde er undtaget.

Houston har kæmpet med omfattende oversvømmelser efter at stormen Harvey gik i land fredag aften lokal tid som en kategori 4-orkan.